Dødens Dal

Death Valley er enorm. Igen en voldsom kontrast at komme fra Las Vegas for så at køre over 100 miles uden at se andet end ørken og bjerge. Det er ikke svært at begribe, hvordan det sigende navn er opstået – her er goldt, øde og omkring 43 grader. Alligevel er det slående, at landskabet har sin helt egen betagende skønhed, jeg ikke vidste fandtes. Vi sveder og finder heldigvis en oase i form af et RV resort, hvor poolen består af en varm kilde, der åbenbart er uudtømmelig. I hvert fald skifter de vandet ud hver dag og bruger det til at vande golfbanen med! Vandet er næsten for varmt til at svale, men ungerne nyder at kunne plaske rundt i timevis om eftermiddagen. Asger bliver for alvor tryg ved vandet og sine badevinger. Han springer i fra kanten med store plask og høje sejrshyl, selv om han slet ikke kan bunde.
Vi udforsker det mærkelige men smukke landskab og besøger ”Djævlens golfbane”, ”Helvedes Port” og ”Dårligt Vand Søen” – sidstnævnte 186 meter under havets overflade og hvid af gamle saltaflejringer. Vi kører ad ”Kunstnerens Vej”, hvor alverdens farver findes i ørkenens bjerge. På toppen af et bjerg, 50 miles fra nærmeste hus, indleder Henrik sin karriere som biltyv og hjælper et stakkels par, der har smækket sig ude af deres bil, med at bryde ind ved hjælp af et par stegegafler og noget snor fra Bumle. Imens nyder vi en spektakulær udsigt over det hvide salt med sneklædte bjerge i baggrunden.
Nætterne er ikke meget koldere end dagene – omkring 33 grader, så vi forsøger at sove trods støjen fra vores aircondition. Vi forlader oasen efter et par dage og begiver os nordpå mod Yosemite National Park. Et par bjerge skal forceres inden vi kan forlade Death Valley og Bumle pruster. Pludselig passerer et voldsomt uvejr – fem minutter, og så er det ovre igen. Så kan vi også prale af at have oplevet regnvejr i ørkenen; noget der kun sker få dage om året.