Så er vi hjemme...

Ja, alt har en ende, og som flere siger, må der komme en afslutning. Den får I (omsider) her:

En mærkelig fornemmelse var det at træde ind i huset efter to måneder. Alt virkede på en eller anden måde forandret. Småt - det er det jo i forvejen, men måske synede alt bare lidt "lilleput-agtigt". Vi snurrede rundt om os selv... hvad skal vi nu lave? og endte med at starte vaskemaskinen. Børnene glædede sig over at være hjemme, og der gik mindre end to minutter før Liva strøg ud ad døren for at checke om veninderne var hjemme, og Asger fandt fodbolden frem.

Vi nød (eller rettere, forsøgte at nyde) vores sidste dage i New York, hvor vi denne gang boede i Soho på kanten af China Town og den rest, der er tilbage af Little Italy. Jeg tilbragte morgenen med at ose alene rundt, mens familien indhentede nogle timers søvn på hotelværelset under rigtige dyner. Soho er et fedt kvarter, og noget der nærmer sig hyggeligt, hvis man ellers kan bruge det ord om New York?
Børnenes sidste penge blev formøblet på endnu et par helt uundværlige souvenirs, vi slentrede rundt i gaderne, kiggede på butikker og spiste aftensmad på en italiensk restaurant, hvor vi morede os gevaldigt over en tjener, der rendte rundt på gaden og klappede for at trække folk ind i restauranten - sjældent med større held.
Rejsen sluttede som den begyndte - New Yorks gader stod under vand hele torsdagen, hvor et voldsomt regnvejr sørgede for, at vi mest opholdt os indendøre.
Trods forsinkelser gik hjemturen fint, selv om det ikke er let at få sovet i en jumbo-jet med cola og film ad libitum. Mere end et par timers søvn blev det ikke til, men børnene trak glade afsted med deres små røde kufferter og var klar til en omgang UNO i Heathrow Lufthavn, mens vi ventede på et forsinket fly mod København.
Heldigvis blev vi ikke stoppet i tolden, hvor antallet af T-shirts, Levis cowboybukser og Vans talte deres tydlige sprog om de noget lavere tøjpriser i USA.
Og så skulle vi lige omstille os til det danske serviceniveau. Taxachaufføren i lufthavnen stod provokerende med begge hænder i lommen og kiggede på, at vi mokkede vores otte stykker bagage ned i bagagerummet. Den var ikke gået i USA - hvor mange drikkepenge tror I lige, han fik?

Og en slags status er efterspurgt... Har det været dyrt? Ja, men ikke dyrere end forventet. Vi kunne sagtens have gjort det billigere, droppet nogle restaurantbesøg og nogle udskejelser, men på den anden side har vi sparet en masse ved at rejse uden for sæsonen, hvor prisen for campingpladser og leje af Bumle stiger til det tredobbelte. Leveomkostningerne er lave i forhold til hjemme, så det skal man også lige have med i det store regnskab.
Har det været pengene værd? Uden forbehold, ja! Det har været et par fantastiske måneder med uforglemmelige oplevelser, og vi har været sammen døgnet rundt alle fire på meget lidt plads. Vi har lært en masse alle sammen. Asger har filosoferet over meteorer, bjerge, baseball og fede biler og imponeret ved pludselig at tale engelsk. Liva har tænkt meget over kulturforskelle, folks måde at være på. Hun har beundret bjergene og fået (endnu mere) smag for at shoppe. Sprogforståelsen er blevet bedre og hun har kastet sig ud i samtaler med både børn og voksne. Begge børn har nydt at være i naturen, klatre i bjerge og lede efter sjove og fremmede dyr. Det har været genialt at have Bumle som hjem; vi slap for at pakke ind og ud og ikke mindst Asger har haft brug for en tryg base.
Henrik og jeg har lært en masse om amerikanere og deres fantastiske land på godt og ondt. Jeg har været overvældet af den imødekommenhed, jeg nok havde hørt om, men ikke oplevet. Vi har talt så meget med "almindelige" amerikanere, hørt deres overvejelser omkring svineinfluenza og finanskrise, og er blevet bekræftet i, at mange er lettede over at være sluppet af med Bush og ser lysere på fremtiden. Finanskrisen har været let at få øje på, men også her har vi sporet en optimisme. Vi har undret os over deres skrammelbunker, bilvrag, omfang, storforbrug og mærkelige kirkesamfund og beundret deres evne for affaldssortering ved alle skraldespande. Danmark er ukendt for den almindelige amerikaner, der måske kan gå så langt som til at placere os i Nordeuropa et sted. Men, som folk selv siger og ofte kritiserer: Vi lærer ikke om ret mange andre lande i skolen og taler kun ét sprog. Så er det svært at se ud over sin egen navle, og deres beundring for vores engelskkundskaber er stor. Til gengæld forstår vi godt, at de gerne rejser rundt i deres eget land, der rummer så meget storhed og så mange naturfænomener, at det tager pusten fra en. Her er så smukt!
Vi må tilbage en dag - til andre stater eller måske samme tur med et par teenagere på bagsædet? Dét kunne være fantastisk:-)

Jeg har hygget mig med min blog, så Dorthe-onthego fortsætter, når jeg har noget på hjerte... Læs med, hvis I har lyst. Tak for sjove og givende kommentarer og søde hilsner undervejs:-)