Boston og New England sommer 2014

Dagbog Boston og New England sommer 2014

Søndag d. 6. juli

Ferien er allerede godt i gang, da vi sidder på familien Justesens terrasse søndag eftermiddag efter en skøn sommeraften med fejring af Simones studenterhue. Som altid en gevaldig fest i Ballerup – denne gang med havepool… Vi kører tidligt i lufthavnen, da der er fare for, at vi skal sidde fire forskellige steder i flyet, fordi Norwegian har kludret i billetterne. Heldigvis bliver det hurtigt fikset, og vi tuller lidt rundt i lufthavnen og venter på afgang kl. 19.10.

Fin flyvetur bortset fra dårlig mad, ingen film i fjerneren, lidt blunden hist og her og en meget brat landing i JFK. Lige som sidst tager det en krig at få lov til at sætte fødderne på amerikansk jord, da der skal tages fingeraftryk, billeder, udfyldes blanketter og bare ventes i lange køer. Vi tager en taxa til et lufthavnshotel og går omkuld kl. 23.30 (5.30 dansk tidJ)

Mandag d. 7. juli

Efter en noget uinteressant morgenmad tager vi retur til lufthavnen, hvor vi skal hente vores bil. Henrik spørger lige om de tilfældigvis skulle have en Mustang på lager alligevel, og vi er heldige… de har to! Den søde dame mener ellers, at en sådan bil kun er egnet for en mand ”and a lady and a bikini”. Da de ikke kan finde nøglerne til den ene bil (!) ender vi i en mørkegrå Ford Mustang cabriolet årgang 2014. WHAU – solen skinner, håret blafrer (hos nogle) og ferien er i gang.

Vi finder forbavsende let ud af New York og kører nord på via Bronx – til venstre lyser Manhattans skyline i morgendisen. Vi stopper ved en Wallmart og køber et stk. GPS – med en enorm skærm selvfølgelig – vi er jo i USA. Ungerne har råbt op om Dunkin Donuts hele formiddagen, og vi overgiver os, spiser noget kedeligt frokost og kommer ud med en boks med seks forskellige farvestrålende kager… meget mærkeligt koncept, men der er en Dunkin Donuts på hvert andet gadehjørne, så det er i den grad populært.

Omkring 80 miles nord for New York kører vi rundt om Watch Hill – de riges ferieparadis, hvor en overnatning kan fås for den nette sum af 1000,- pr. nat – ($ altså!!) men så er der også adgang til casino og andet i den retning. Vi kører igennem og ender længere oppe ad kysten ved Misquamicut Beach på et hyggeligt Inn Hotel, der ligger PÅ stranden. Fedt! Atlanterhavet blinker udenfor døren og vi hopper i badetøjet. Vandet er temmelig koldt, men bølgerne er fantastiske og især vores seje børn nyder det. Vi hænger ud i Paddys Beach Bar, hor vi falder i snak med Paul – en vejrbidt lastbilschauffør, der er i et vældigt humør og imødekommende som få. Han kan ikke udtale mit navn og kalder mig konsekvent ”Mum”, vores børn er ”georgious” og han har en mening om alt. Fantastisk at begynde ferien med lige præcis en af de samtaler, man ikke støder på i Danmark, men som er dagligdag her.

Aftensmaden indtages på ”2 Little Fish” – desværre en lidt skuffende oplevelse med temmelig friturestegt mad serveret på paptallerkner.

Vi går omkuld kl. 21 til lyden af det brusende Atlanterhav.

Tirsdag d. 8. juli

Vi vågner MEGET tidligt og kører op langs kysten for at spise morgenmad. Vi finder en typisk Diner, hvor vi bliver kaldt ”honny og sweetie”, hvor pandekagerne er enorme og hvor der skænkes kaffe lige så snart vi har nippet til kruset – skøntJ

Dagen tilbringes på stranden – jeg med en bog, børnene med nyerhvervede boards og Henrik vandrende frem og tilbage i gang med små projekter. Bølgerne er fantastiske, og det er, indrømmet, ret sjovt at surfe på dem trods det kølige vand.

På Paddys ser vi Tyskland sende Brasilien ud af VM med overlegen 7-1 sejr. Nogle brasilianske tilskuere går selvfølgelig helt i sort, så vi skilter ikke med, hvem vi holder med…

Dejlig middag på Andreas Restaurant, hvor vi sidder på terrassen og nyder udsigten over havet.

Onsdag d. 9. juli

Efter en hurtig pakning sætter vi kursen mod Newport, som er sejlsportsby nr. 1 og omgivet af vand til alle sider. Enorme og meget stejle broer fører derud. Morgenmaden indtages på en australsk cafe.

Byen oser af velstand og vi er lige ved at tabe både næse og mund, da vi kører rundt om den mest berømte kyststrækning – Ocean Drive – hvor  gamle palæer i engelsk kolonistil og moderne træbeklædte huse knejser på toppen af klipperne med den mest storslåede udsigt over havet. Her bor de rigtig velhavende (og kendte) New Yorkere, når de vil væk fra Manhattans larm. Vi stopper et par gange og nyder udsigten og udvælger vores næste sommerhusJ

Først på eftermiddagen checker vi ind på et fint gammelt Inn i Plymouth – endnu en heldig sidste-øjebliks-reservation, hvor vi får meget for pengene. Stedet oser af gammel engelsk charme og det er da også her i denne by, USA’s moderne historie begyndte. Vi går en tur ad hovedgaden og ser den berømte (og noget opreklamerede) sten, der tilsyneladende er den, de første englændere satte foden på. Gaderne har engelske navne og overalt vejrer det amerikanske flag. Måske er der lidt flere flag end sædvanligt, da man har valgt at flytte Independence Day en uge på grund af ”thunder storm” d. 4. juli… Vi kigger lidt på butikker mens Henrik sludrer med en gammel krigsveteran, der har taget ”two turns” i Vietnam. Han ryster på hovedet, da Henrik fortæller ham om det danske militær – især fordi vores flåde er så lille… I følge ham er det dem, der styrer havet, der styrer verden (altså USA)! Så har vi ligesom det på pladsJ

Der er indendørs pool på hotellet, så vi slutter eftermiddagen af med en dukkert i det, der kaldes en ”giant pool” i hotellets brochureJ

På havnen her i ”hummerområdet” ligger fiskerestauranter side om side, og Henrik og jeg kaster os over et par hummere (hver) til en absolut rimelig pris – endnu engang serveret på paptallerkner med tilhørende plasticgaffel og en nøddeknækker med pant på… Det føles noget ekstravagant at spise sig mæt i hummer.

Endnu engang går vi tidligt i seng – jetlag er ikke lige til at få ud af kroppen.

Torsdag d. 10. juli

Henrik har glædet sig til at indtage morgenmaden på ”All American Diner”, hvor han var i 2006 med drengene, og han er vældig bekymret over, at vi ikke kan finde den. Heldigvis var vi bare gået forbi, og vi spiser endnu en overdådig morgenmad med omeletter, pandekager og hashbrowns. ”More coffee, hon?” lyder det mange gange fra den søde servitrice, der også er indehaver af stedet, der oser langt væk af 50’ernes Amerika med gamle skilte, plakater og sjove ting og sager.

Amerikanerne et tydeligt stolte over alle de historiske minder, der er i dette område. Om bord på Mayflower II hører vi om nogle af de første engelske pilgrimme, der sejlede over Atlanten for at bosætte sig i det nye land. En sejltur, der ofte tog mange måneder. Skibet er en tro kopi af et gammelt skib fra 1620 og ganske imponerende at opleve. Skuespillere levendegør historien, så man udmærket kan forestille sig hvor rædselsfuldt de 120 passagerer og besætning har haft det undervejs.

Vejret viser sig fra sin bedste side – varmt og vindstille. Det er heldigt, da vi har afsat eftermiddagen til en ”Whale-watching-tur” – 4 timer om bord på en båd med kurs mod et område i havet, der er særligt eftertragtet blandt hvaler pga. særlige havbiologiske forhold. Turen er ikke billig, men alle pengene værd, da vi er så heldige at opleve både pukkelhvaler og finhvaler helt tæt på båden. De plasker rundt og dykker ned så halen slår smæld mod havet – majestætisk og yndefuldt og helt fantastisk at opleve. De er virkelig store tæt på og der er mange af dem – vi er bare gæster i deres hav, som de tilsyneladende ikke tager notits af – det er lige før, man får tårer i øjnene…

Hjemme igen varmer vi os i solen og spiser endnu en gang hummere – denne gang på rigtige tallerkner, men stadig billigt og super lækkert.

Fredag d. 11. juli

Vi pakker hurtigt sammen og spiser endnu en gang morgenmad på All American Diner – Henrik sørger selvfølgelig for at parkere bilen lige uden for restauranten, så vi kan få de helt rigtige billeder…

Turen går mod nord i retning mod Boston. På vejen tanker vi, og Henrik får hjælp af en sjov mand, der har fødselsdag og derfor gerne vil hjælpe selv om Henrik har Liverpool-trøje på… Han slutter af med: ”God bless you and your family and have a safe trip in United States!”

En afvekslende køretur med skov, småbyer med autoværksteder og fastfood i lange baner, og pæne, velordnede villakvarterer. Vi stopper ved en strand nær byen Hull og morer os over de omfangsrige amerikanske damer, der ankommer til stranden med børn og noget, vi døber ”beachvogne” – et køretøj, der rummer ALT tænkeligt, man kan få brug for på en strand. Selv små stole til børnene… Det er også på dette sted, vi har en interessant diskussion med vores børn om, hvad sten og glas og lava er lavet af – af meget kogende vand måske…?

Med vores sædvanlige held har vi fundet et Holiday Inn i Boston for den nette sum af 2.300,- kr. for tre overnatninger. Her er god plads, pool og panoramaudsigt over Bostons skyline – og så får vi morgenmad alle dage for 20 kr. – i alt… Vi checker ind og begiver os mod centrum i hotellets gratis shuttlebus.

En gåtur gennem Beacon Hill gør, at vi med det samme synes om byen. Det er et super hyggeligt område med lav bebyggelse, træer, kønne små butikker og ro. Ingen tvivl om, at det ikke er mange, der har råd til at bo her. Vi slentrer op ad en af de dyre gader, Newbury Street og bliver overraskede over, at her slet ikke er så hektisk og larmende som i New York.  Der er ikke så mange skyskrabere og mange steder er husene ikke højere end tre etager. Vi går gennem Common Park – USA’s ældste park – og spiser middag på den legendariske Sams Bar (eller Cheers, som den hedder her). Sjovt at se, selv om ingen af os har været store fans af serien. Deres burgere går ikke over i historien – der er vist gået for meget turisme i den…

Lørdag d. 12. juli

Efter at have spist vores gratis morgenmadsbuffet kører vi ind til byen, hvor Liva og jeg bruger en del tid på at checke butikker ud, mens drengene er på rundvisning på Fenway Park.

Vi hygger spiser bagels til frokost og Liva får købt nogle ”must-haves”J

Efter rundvisningen skal Asger og Henrik have nogle nachos på en sportsbar og får serveret en kæmpeportion, da Asger siger til tjeneren: ”Just give us a lot of it all…”

Senere på eftermiddagen slentrer vi lidt rundt i universitetsområdet – igen hyggeligt og meget lidt storbyagtigt.

Vi får anbefalet en siciliansk restaurant i nærheden af hotellet, der viser sig at være rigtig god.

Søndag d. 13. juli

En noget speciel ting her i Boston er deres sightseeingture ”Boston Duck tours”, hvor man bliver fragtet rundt i WW2 vehicles, som er amfibiekøretøjer fra 2. Verdenskrig. Vi hopper ombord på en af slagsen, og  bliver budt velkommen af ”Sergent Meatball” – en enorm mand i hawaiiskjorte, brun nederdel og militærstøvler. Turen gennem Boston tager halvanden time og undervejs fortæller hr. Meatball non stop – desværre så hurtigt, at selv Henrik simpelthen ikke forstår, hvad han siger ind imellem. Lidt ærgerligt, også fordi højttalerne er skruet helt op, så det er umuligt at føre en samtale undervejs. Vi laver ”rap-rap-lyde” og slutter af med at køre direkte i havnen – spøjs fornemmelse.

Vi går langs havnen og helt til Fenway Park, hvor drengene skal se VM-finalen. Liva mødes med Josefine fra klassen, der danser ballet på Boston Ballet hele sommeren, og mens de shopper rundt, går jeg Boston tyndt. Skøn by!

Heldigvis vinder Tyskland 1-0 over Argentina – præcis som Asger og Henrik havde håbet på, så humøret er højt. Vi spiser middag med Josefine på et ikke så interessant steakhouse og slutter af med en Ben og Jerrys is – selvfølgeligJ Eneste minus ved dagen er, at min iPhone pludselig går i sort og er helt færdig!

Mandag d. 14. juli

Tidligt op og kurs mod Springfield, hvor vi overrasker ungerne med en tur i Six Flags – en enorm forlystelsespark med hovedvægt på ruchebaner. Vi har købt billetter hjemmefra og sparet lidt penge. Heldigvis har vi valgt en mandag – det viser sig at være en ualmindelig god ide, da vi ikke får brug for at tilkøbe de meget dyre ”flashpass”, der springer køerne over. Vi venter ikke mere end et kvarter og bemærker de enorme køanlæg, hvor folk ofte venter langt over en time, når der er mange besøgende. Vi drøner rundt i ruchebaner i alle afskygninger - nogle så vanvittige, at de til fulde lever op til deres navne som ”Mind Eraser” og Bizzaro. Vi kaster os ud i sidstnævnte alle fire – der er nærmest lodret fald og en hastighed på 125 km/t – vanvid! Asger er stolt men proklamerer også, at den behøver han ikke prøve igen – jeg er enig!

Der er loops i alle afskygninger – Liva er oppe i alle ruchebaner, mens Asger lige ser tingene an. Desværre er der problemer med et par af forlystelserne lige inden Liva og Henrik skal have deres tur, så de bliver sendt væk igen - ikke så rart… En tur i river-rafting-båden gør os drivvåde – ikke som i Danmark, hvor man bare får nogle småsprøjt. Asger synes, det er fantastisk, så vi tager en tur mere, nu hvor vi alligevel er våde.

Der er også et enormt badeland med en masse vandruchebaner – vi hopper en tur i vandet mens det småregner. Asger synes det er fantastisk endelig at være i et badeland – vi andre deler ikke helt begejstringen, men tager nogle rucheture mens vi kigger på alle de enorme mennesker, der plasker rundt.

Regnen tager til, vi er gennemblødte og har heldigvis prøvet alt det, vi orkede. Endnu et luksushotel, Sheraton, venter på os i Springfield, og efter et tiltrængt varmt bad finder vi (med politiets hjælp) frem til en hyggelig pub, hvor vi spiser en gang gode burgere som sen aftensmad.

Tirsdag d. 15. juli

Efter endnu en god nats søvn i de enorme kingsize senge kører vi ud i gråvejret. Det har regnet, men stadig er luften så fugtig som i tropehuset i Zoo. Vi kører til et lille i-phone-værksted, vi opdagede i går, for at få repareret min telefon. Den bliver fikset – nyt batteri- på under ti minutter i et lille kontor, hvor en stor venlig mand sidder ved et skrivebord med 1000+ iPhone-dele, mens en maler går rundt og maler væggene grønne. Fantastisk sted!

Morgenmad på Charlies Diner blandt de lokale truckere i en lille flække. Det er her, vi taler om store danske virksomheder, og en af vores børn er ganske overbevist om, at Novo Nordisk bl.a. er kendt for segways…

Vi har – efter tunge overvejelser – besluttet at droppe Niagara Falls, da køreturen er meget lang. I stedet sætter vi kurs mod Cape Cod, som vi sprang over i første omgang. Ganske som Paul havde sagt, er her meget trafik. Vi holder i kø og humøret daler efter mange timer i bilen. Endelig finder vi frem til en lille by – Falmouth, hvor vi checker ind på et lille Hotel nær stranden. Vi checker byen ud og spiser en fin middag med udsigt over havnen – endelig får jeg en Clam Chowder – dog ikke som i San Francisco… Henrik får en enorm hummersalat til 19$.

Det trækker op til thunderstorm og vi kryber under dynerne på vores hotel, spændte på morgendagens vejr.

Onsdag d. 16. juli

Feriens dovnedag! Heldagsregn og storm får os til at blive i nærområdet. Efter en kaffe hos Starbucks (de har tjent godt på os) går vi på opdagelse i de lokale butikker, hvor især 1$-butikken vækker jubel. Et enormt marked, hvor ALT koster 1$ - vi ender med en regning på 36$...

Liva og jeg benytter regnvejret til en gang manicure hos byens lokale vietnamesere – de har travlt på en regnvejrsdag. Kortspil og Ben & Jerrys is på værelset, hvor Henrik taber mange gange i ”Røvhul”.

Vi spiser aftensmad på en lokal Ninety99nine – glimrende kæde med fin etik, gode bøffer og skøn sværdfisk.

Torsdag d. 17. juli

Det er stadig lidt køligt, så der bliver desværre ikke nogen morgendukkert. Vi kører langs kysten til Woods Hole – skøn gammel badeby – med endnu flere færger mod Marthas Vineyard. Der må være trængsel på øen, hvor de rige og kendte holder til…

Flot, men lang køretur gennem landet, hvor landskab og byer ændrer sig i takt med, at vi kommer længere væk fra kysten. Faldefærdige huse dukker op i små byer, hvor folk hænger ud på gaderne, og fastfoodkæderne ligger side om side. Det er ufatteligt, at de kan køre rundt alle sammen. Dunkin Donuts popper op med fem minutters mellemrum – hvorfor der er behov for så mange kager og halvdårlig kaffe er os en gåde, men måske er deres ide bare, at de skal være så synlige som muligt…

Flot bakket landskab i Connecticut, hvor vi checker ind på en skøn gammel Inn i Lichtfield. Den er som taget ud af en film, med gamle pejse, bløde møbler og store græsplæner, hvor især Asger nyder at se græs igen. Dog er fodbolden midlertidigt skiftet ud med en ny baseball. Vi nyder en eftermiddagsdrink på terrassen og senere slentrer vi en tur på hovedgaden i den lille by, hvor fine gamle huse står velbevarede. Middagen indtages på en bedre restaurant, hvor priserne har fået et hak opad, nu hvor vi nærmer os New York.

Fredag d. 18. juli

Jeg kommer pludselig til at tænke på, at jeg slet ikke har siddet bag rattet i vores seje Mustang. Det må der gøres noget ved, så jeg kører morgenens distance mod Woodbury Common Premium Outlet lidt nord for New York – efter sigende både størst og bedst!

Det er dog ikke større, end et vi besøgte vestpå, men alle de kendte mærker er repræsenteret på et enormt område. Vores skobeholdning bliver mindst fordoblet – det samme gør mængden af T-shirts og skjorter. Asger tålmodighed er sat på prøve, for alt tager tid. Vi får hurtigt købt for 100 $, hvilket udløser en gratis kuffert. Kl. 18.30 kan vi ikke mere og kører mod New York med ungerne fastklemt under to kufferter på bagsædetJ Henrik overtager rattet, men det viser sig at være ret let at finde frem til vores Hotel Lexington på E48 Street. Vi sender en venlig tanke til hotel.com, der har sørget for et firestjernet hotel til 4200,- kr. for tre dage (sat ned fra 12.500,- kr.). I døren bliver vi mødt af venlige medarbejdere, der både kan trylle, bære kufferter og køre bilen væk…

Efter at have smidt kufferterne på 24. etage, begiver vi os ud i New Yorks gader – fantastisk at være her igen. Vi spiser på en (for dyr!) diner og går via Time Square tilbage til hotellet. Her er mennesker overalt og de gule taxaer fylder gadebilledet præcis, som vi husker det. Her er larmende, beskidt og skønt…

Lørdag d. 19. juli

Det er ikke altid helt let at vække familien, så jeg sætter mig ned i lobbyen med en kop Starbucks kaffe og forsøger at få internetforbindelse. Det er nemlig ikke gratis længere, som det var på de fleste andre knap så fine hoteller…

Dagen begynder med en gåtur på ”High Line” – de gamle jernbanespor på 10. Avenue, der er omdannet til park. Det viser sig at være et ganske fantastisk sted, hvor man omkranset af grønne planter kigger ud over byens baghuse med skyskrabere i horisonten. Sjovt at se byen fra denne lille fredelige oase, hvor der også er plads til kunst og meget kreative påfund. F.eks. er liggestolene på ruten sat på hjul, så de kan køre på de gamle skinner… Fed ide!

Vi spiser en hurtig frokost foran en lille cafe klemt inde mellem husene og tager en taxa til Ground Zero for at gense området. Sidst, vi var her, var det et stort hul fyldt med kraner – nu står det nye Freedom Tower færdigt mens selve grunden, hvor de to tvillingetårne stod, er blevet til to kæmpe bassiner, hvor vand symbolsk styrter ned. Der er politibetjente overalt (det er der i øvrigt også alle de andre steder, vi har været) og sort af mennesker, der står i kø til museet.

På tilbagevejen går vi langs nogle af de større gader, hvor Asger omsider får købt sig et baseballbat og et par nye fodboldstøvler til en fjerdedel af prisen hjemme.

Aftensmaden indtages på et super lækkert steakhouse, hvor vi  spiser store bøffer – turens dyreste og fineste middag, som et snart farvel til New York.

Søndag d. 20. juli

Da jeg omsider har fået liv i hele familien, finder vi en diner til en hurtig morgenmad – det er her Liva ud af det blå kommer med det gode spørgsmål: ”Er I egentlig rigtige danskere?” Jeg er ved at få min omelet galt i halsen… Meningen var vist mere noget med at høre, om vi havde prøvet at svare på den test indvandrere skal igennem for at blive danske statsborgereJ

Vi når en kort slentretur i Central Park og tager en taxa ud til New York Yankee Stadion i Bronx, hvor The Yankees skal møde Reds. Det er enormt, men det slår os, hvor godt det hele fungerer. Der er ikke kø ved indgange eller toiletter og masser af vagter til at hjælpe folk på plads. Godt fire timer tager det for The Yankees at vinde over Reds. Sjældent har jeg oplevet en så kedelig sport – der sker INTET! Ingen kan ramme bolden, og hvis de endelig rammer, ryger den ud til tilskuerne… Men folket har en fest, og det er oplevelsen værd. Vi køber Yankee-trøjer og andet mystisk merchandise, spiser blå candyfloss, (dyre) tacos af en baseballhjelm, nyder den glade stemning og fester med familien Amerika.

Asger har turen igennem talt om Kentucky Fried Chicken, så tilbage på Manhattan indkøber vi diverse kyllingedimser, som vi indtage på græsset i en lille park nær hotellet.

Mandag d. 21.  juli

Efter en slentretur tager vi afsked med New York og USA for denne gang, propper bilen med kufferter og forærer børnenes boards til vores søde portier – dem var der simpelthen ikke plads til!

Tak for endnu en skøn ferieJ

Så er vi hjemme...

Ja, alt har en ende, og som flere siger, må der komme en afslutning. Den får I (omsider) her:

En mærkelig fornemmelse var det at træde ind i huset efter to måneder. Alt virkede på en eller anden måde forandret. Småt - det er det jo i forvejen, men måske synede alt bare lidt "lilleput-agtigt". Vi snurrede rundt om os selv... hvad skal vi nu lave? og endte med at starte vaskemaskinen. Børnene glædede sig over at være hjemme, og der gik mindre end to minutter før Liva strøg ud ad døren for at checke om veninderne var hjemme, og Asger fandt fodbolden frem.

Vi nød (eller rettere, forsøgte at nyde) vores sidste dage i New York, hvor vi denne gang boede i Soho på kanten af China Town og den rest, der er tilbage af Little Italy. Jeg tilbragte morgenen med at ose alene rundt, mens familien indhentede nogle timers søvn på hotelværelset under rigtige dyner. Soho er et fedt kvarter, og noget der nærmer sig hyggeligt, hvis man ellers kan bruge det ord om New York?
Børnenes sidste penge blev formøblet på endnu et par helt uundværlige souvenirs, vi slentrede rundt i gaderne, kiggede på butikker og spiste aftensmad på en italiensk restaurant, hvor vi morede os gevaldigt over en tjener, der rendte rundt på gaden og klappede for at trække folk ind i restauranten - sjældent med større held.
Rejsen sluttede som den begyndte - New Yorks gader stod under vand hele torsdagen, hvor et voldsomt regnvejr sørgede for, at vi mest opholdt os indendøre.
Trods forsinkelser gik hjemturen fint, selv om det ikke er let at få sovet i en jumbo-jet med cola og film ad libitum. Mere end et par timers søvn blev det ikke til, men børnene trak glade afsted med deres små røde kufferter og var klar til en omgang UNO i Heathrow Lufthavn, mens vi ventede på et forsinket fly mod København.
Heldigvis blev vi ikke stoppet i tolden, hvor antallet af T-shirts, Levis cowboybukser og Vans talte deres tydlige sprog om de noget lavere tøjpriser i USA.
Og så skulle vi lige omstille os til det danske serviceniveau. Taxachaufføren i lufthavnen stod provokerende med begge hænder i lommen og kiggede på, at vi mokkede vores otte stykker bagage ned i bagagerummet. Den var ikke gået i USA - hvor mange drikkepenge tror I lige, han fik?

Og en slags status er efterspurgt... Har det været dyrt? Ja, men ikke dyrere end forventet. Vi kunne sagtens have gjort det billigere, droppet nogle restaurantbesøg og nogle udskejelser, men på den anden side har vi sparet en masse ved at rejse uden for sæsonen, hvor prisen for campingpladser og leje af Bumle stiger til det tredobbelte. Leveomkostningerne er lave i forhold til hjemme, så det skal man også lige have med i det store regnskab.
Har det været pengene værd? Uden forbehold, ja! Det har været et par fantastiske måneder med uforglemmelige oplevelser, og vi har været sammen døgnet rundt alle fire på meget lidt plads. Vi har lært en masse alle sammen. Asger har filosoferet over meteorer, bjerge, baseball og fede biler og imponeret ved pludselig at tale engelsk. Liva har tænkt meget over kulturforskelle, folks måde at være på. Hun har beundret bjergene og fået (endnu mere) smag for at shoppe. Sprogforståelsen er blevet bedre og hun har kastet sig ud i samtaler med både børn og voksne. Begge børn har nydt at være i naturen, klatre i bjerge og lede efter sjove og fremmede dyr. Det har været genialt at have Bumle som hjem; vi slap for at pakke ind og ud og ikke mindst Asger har haft brug for en tryg base.
Henrik og jeg har lært en masse om amerikanere og deres fantastiske land på godt og ondt. Jeg har været overvældet af den imødekommenhed, jeg nok havde hørt om, men ikke oplevet. Vi har talt så meget med "almindelige" amerikanere, hørt deres overvejelser omkring svineinfluenza og finanskrise, og er blevet bekræftet i, at mange er lettede over at være sluppet af med Bush og ser lysere på fremtiden. Finanskrisen har været let at få øje på, men også her har vi sporet en optimisme. Vi har undret os over deres skrammelbunker, bilvrag, omfang, storforbrug og mærkelige kirkesamfund og beundret deres evne for affaldssortering ved alle skraldespande. Danmark er ukendt for den almindelige amerikaner, der måske kan gå så langt som til at placere os i Nordeuropa et sted. Men, som folk selv siger og ofte kritiserer: Vi lærer ikke om ret mange andre lande i skolen og taler kun ét sprog. Så er det svært at se ud over sin egen navle, og deres beundring for vores engelskkundskaber er stor. Til gengæld forstår vi godt, at de gerne rejser rundt i deres eget land, der rummer så meget storhed og så mange naturfænomener, at det tager pusten fra en. Her er så smukt!
Vi må tilbage en dag - til andre stater eller måske samme tur med et par teenagere på bagsædet? Dét kunne være fantastisk:-)

Jeg har hygget mig med min blog, så Dorthe-onthego fortsætter, når jeg har noget på hjerte... Læs med, hvis I har lyst. Tak for sjove og givende kommentarer og søde hilsner undervejs:-)

Bimle, Bamle Bumle...

...nu skal vi ud og rumle:-) Sådan har vores motto lydt de sidste 40 dage. Vi er kommet til at holde meget af Bumle i løbet af ferien, og børnene vil gerne have ham med hjem til Danmark. Den har fragtet os trygt rundt i landet, kørt bjergkørsel ad smalle veje, fundet vej gennem trafikerede byer og bakket ind de mest kringlede steder. Til gengæld er al indmad ved at rasle ud. Henrik har skruet og skruet på skuffer og skabe og lige meget hjælper det...
Men – det er en genial måde at holde ferie på. Bumle er godt indrettet og kan fint rumme fire personer; selv Henrik kan uden problemer stå oprejst i den. Vi har præsteret at tage bad i den alle fire, uden at det varme vand slap op. Vi kan selv smøre en mad, når vi er sultne, og vi er ikke afhængige af strøm- og vandtilslutning. Køkkenet fungerer – eneste anskaffelser er en brødrister (til 6$), et spækbræt, en proptrækker og to vinglas. Bilen er fyldt med advarselslamper, der har deres eget liv. Gasalarmen går både i gang når man spilder rødvin eller prutter for meget... Desuden har vi følt os meget sikre på ikke at gøre noget forkert - her er i alt 63 advarsels- og påbudsskilte ude som inde. Et par af dem fornuftige, de fleste overflødige og enkelte vældig morsomme, som f.eks. det, der advarer mod små partikler i Bumle, der kan forårsage canser og fødselsskader...

Bumle er storforbruger af benzin, som koster knap 3$ pr gallon – og kører på en god dag 4 km på literen... Der bliver brugt uhyggeligt meget benzin i dette land, hvor små biler er et sjældent syn. En amerikaner vi mødte sagde i ramme alvor, at grunden til at alle har biler med så store motorer er, at de skal kunne trække deres enorme camping-trailere, der er på størrelse med lastbiler...

Det bliver et vemodigt farvel og tak til Bumle. Den har vist nået pensionsalderen, så vi håber den får et herligt otium hos en sød amerikansk familie, der kan købe den for omkring 20.000$.

Så er vi online igen:-)

Vores lange rejse lakker mod enden. Vi har lovet ungerne at slutte af med nogle dages badeferie i Santa Cruz og kører afsted tidligt om morgenen. Der har ikke været hverken telefon- eller internetdækning siden Las Vegas, så vi satser endnu engang på at være heldige og finde en RV-camp uden reservation. De californiske børn har fået sommerferie, det er weeekend og Santa Cruz er en meget populær badeby, så det er noget lettere sagt end gjort. Vi ender et mystisk sted med både inden- og udendørs kapel. Alle andre er fastliggere, hverken pool, internet, toiletter eller bad fungerer og vi betaler over 110$ for to overnatninger – turens hidtil dyreste sted. Til gengæld tilbringer vi en sjov aften med bål og baseball-kamp mod vores amerikanske naboer.
Det er sjovt at gense byen nu hvor den er fyldt med mennesker. Desværre er det lidt køligt og blæsende, men især børnene nyder at bade i Stillehavets kæmpe bølger. Lørdag aften står vi længe og betragter surferne, der elegant rider mod stranden på toppen af bølgerne, mens pelikaner og søløver leger omkring dem.

Yosemite National Park i myldretiden

Efter en lang dagstur ankommer vi til den østlige indgang til Yosemite National Park. Fra Dødens Dal under havets overflade er vi nu i 3,5 kilometers højde omgivet af sne til alle sider. Bjergpasset er først lige åbnet efter vinteren.Vi er de første kunder på en naturcampingplads, hvor vi bor ned til en smeltevandssø med en bæverfamilie som naboer. Børnene kaster med sne, og vi laver et stort bål for at holde varmen. Om natten er temperaturen omkring frysepunktet – vi fryser inde i Bumle - og det småsner, da vi checker ud næste morgen...
Det er en fantastisk køretur gennem parken. Voldsomme granitbjerge, søer og sne omgiver os og vi spejder ivrigt efter alle de sorte bjørne, der findes i området. Stor er jublen, da det lykkes os at se en bjørn spankulere fredeligt rundt og gumle. Flere biler stopper, og bamsen stiller pænt op til fotosession.
Yosemites vestlige dal er meget populær. Antallet af biler tiltager kraftigt, da vi nærmer os selve ”hovedstrøget” i parken og trods forsøg på ensrettede veje og shuttlebusser virker her kaotisk – og myldretiden opstår endda først om en måneds tid. For første gang slipper vores held op – vi får lige præcis ikke en afbudscampingplads inde i parken. Rygtet taler åbenbart sandt – det er stort set umuligt at overnatte i og omkring den populære del af parken uden reservation. Vi er dog atter heldige og får verdens mindste plads på en propfyldt RV-camp et stykke uden for parken.
Fuldstændig som et eventyrlandskab har Yosemite meget at byde på. Bjerge, dale, vandfald og klare søer ligger i et utrolig frodigt landskab. Endnu en gang noget helt andet end de øvrige parker, vi har set og klassisk smukt. Vi udforsker dalen på nogle vandreture, der fører os til enorme vandfald – et af dem er det femte længste i verden. Imponerende. På vej til ”Mirror Lake” har vi fulgt en ridesti og befinder os på den forkerte side af den brusende flod. Vi smider skoene og forcerer den under høje hvin – vandet er iskoldt smeltevand og når os til midt på lårene.
Som afslutning på besøget i Yosemite kører vi 30 miles ad snoede bjergveje op til Glacier Point i et par kilometers højde. Den mest storslåede udsigt over hele dalen åbenbarer sig. Vi finder de steder, vi har besøgt og kigger ned på vandfaldene – det er køreturen værd. Samtidig er det dejligt at opleve skønheden omgivet af knap så mange mennesker som i selve parken. Ærgerligt, at den er så overrendt, men når den kan nås fra både San Francisco og Los Angeles på et par timer, kan det nok ikke være så meget anderledes. Og så har vi bare været rigtig heldige at opleve alle de andre nationalparker uden for højsæsonen.

Dødens Dal

Death Valley er enorm. Igen en voldsom kontrast at komme fra Las Vegas for så at køre over 100 miles uden at se andet end ørken og bjerge. Det er ikke svært at begribe, hvordan det sigende navn er opstået – her er goldt, øde og omkring 43 grader. Alligevel er det slående, at landskabet har sin helt egen betagende skønhed, jeg ikke vidste fandtes. Vi sveder og finder heldigvis en oase i form af et RV resort, hvor poolen består af en varm kilde, der åbenbart er uudtømmelig. I hvert fald skifter de vandet ud hver dag og bruger det til at vande golfbanen med! Vandet er næsten for varmt til at svale, men ungerne nyder at kunne plaske rundt i timevis om eftermiddagen. Asger bliver for alvor tryg ved vandet og sine badevinger. Han springer i fra kanten med store plask og høje sejrshyl, selv om han slet ikke kan bunde.
Vi udforsker det mærkelige men smukke landskab og besøger ”Djævlens golfbane”, ”Helvedes Port” og ”Dårligt Vand Søen” – sidstnævnte 186 meter under havets overflade og hvid af gamle saltaflejringer. Vi kører ad ”Kunstnerens Vej”, hvor alverdens farver findes i ørkenens bjerge. På toppen af et bjerg, 50 miles fra nærmeste hus, indleder Henrik sin karriere som biltyv og hjælper et stakkels par, der har smækket sig ude af deres bil, med at bryde ind ved hjælp af et par stegegafler og noget snor fra Bumle. Imens nyder vi en spektakulær udsigt over det hvide salt med sneklædte bjerge i baggrunden.
Nætterne er ikke meget koldere end dagene – omkring 33 grader, så vi forsøger at sove trods støjen fra vores aircondition. Vi forlader oasen efter et par dage og begiver os nordpå mod Yosemite National Park. Et par bjerge skal forceres inden vi kan forlade Death Valley og Bumle pruster. Pludselig passerer et voldsomt uvejr – fem minutter, og så er det ovre igen. Så kan vi også prale af at have oplevet regnvejr i ørkenen; noget der kun sker få dage om året.

Viva Las Vegas?

Las Vegas er godt nok et besynderligt sted! En slags parallelverden - eller måske nærmere en underverden, hvor spilledjævelen hersker i et kaotisk vanvid. Forlorent kan man ikke kalde det. Hotellerne og canioerne er ypperste luksus, og her er ikke sparet på noget. Finanskrisen er svær at få øje på. Nat og dag flyder ud i ét og selv midt om formiddagen sidder mænd i T-shirts og ølmaver side om side med dyre damer og jakkesæt ved spillebordene i de enorme casinoer, hvor aftenbelysning, drinks og et ikke-eksisterende rygeforbud sørger for den rette stemning. Vi bliver mødt med et: "Have a nice evening" kl. 11 om formiddagen, og forvirringen er total!

Vi bruger et par dage på at checke casinoerne ud - alle er lavet i forskellige temaer. Paris, Venedig, New York - hvor en vild ruchebane uden på skyskraberne går i stykker, netop som Liva og jeg skal til at prøve den! Vi spiser middag på Exalibur, mens vi ser ridderturnering med rigtige heste og spiser kylling med fingrene - showet koster en halv formue, men især Asgers begejstring er alle pengene værd. Vandshowet foran verdens dyreste sø ved Bellagio er betagende, og ungerne og jeg ser på dyre butikker og Atlantis show i romerske omgivelser, mens Henrik med vores sædvanlige held sørger for at spille lidt ekstra penge ind til Las Vegas-besøget;-)

Der er ingen ende på mulighederne: Lej en Ferrai, se på løver indenfor, bliv gift, eller skudt 400 m op i luften fra Stratosfere-tårnet - noget Liva og Henrik kastede sig ud i for første og sidste gang i deres liv!

Et par dage i dette vanvid er rigeligt - Liva "trænger til et outlet", som hun meddelte forleden, så det ønske må vi hellere opfylde...

Skal, skal ikke?

Lastens hule

Og det må så være rejsens hidtil største kontrast: Fra de smukkeste naturcampingpladser med udsigt til bjerge og dådyr, går turen gennem øde ørkenlandskaber og efter 150 miles sidder vi på plads 574 på en enorm RV-parkeringsplads midt i Las Vegas med udsigt til casinoer, reklameskilte og skyskrabere i mærkelige farver. Selvfølgelig har Circus Circus en RV-camp midt inde i byen!

Her er internet- og telefondækning i stor stil, så omsider nogle forsinkede indlæg på bloggen.

Efter en tiltrængt dukkert i poolen, her er 40°+, og noget så kedeligt som tøjvask, begiver vi os gennem Circus Circus Casino med spillemaskiner i dunkel belysning så langt øjet rækker. Børnene må gå igennem lastens huler, men ikke stoppe op og kigge. Vi gør store øjne, det er overvældende og meget mærkeligt. Vi vover os ud på The Strip - det mest besynderlige sted, vi har sat vores ben. Som aftenen bryder frem tændes lys og reklamer i et inferno af farver. Det er vildt - her er larm, tempo og mennesker i hobetal. Vi går på hovedet i seng med Bumles aircondition drønende, så den næsten overdøver lyden af biler bag campingpladsens mure.

Tilfreds drenge? På vej ud i Las Vegas natteliv;-)

Zion National Park

Vi er nået til Zion i rækken af nationalparker. Zion betyder himmel og er navngivet af de mormoner, der opdagede stedet. Og guddommelig smukt, det er her. Langt mere frodigt end i Utahs øvrige parker og langt mere imødekommende natur. Endnu en gang får vi den sidste plads på en af de to naturcampingpladser inde i parken. Røde bjerge knejser til alle sider, og her er fred og ro – hvor er vi heldige.

Om morgenen hopper vi på en gratis shuttlebus, der er eneste transportmiddel rundt i selve parken. Genialt tænkt – her er ingen bilos, og busserne kører hver 6. minut fra solopgang til solnedgang.
Vi tager tre forskellige vandreture i parken. Børnene nyder at løbe rundt på stierne uden afgrund til begge sider. Vi sopper i floden og spiser frokost nær "The Weeping Rock". Klippen, der græder 1200 år gamle tårer dannet af smeltet sne, der langsomt trænger ned gennem sandstensklipperne.
En længere tur fører til vandfaldene, der desværre ikke bærer meget vand med sig i øjeblikket. Men turen dertil er fantastisk, og vi nyder det grønne landskab og en fantastisk udsigt.

Igen nyder vi en skøn aften med mad over bålet. Vi får besøg af en stor hjort, der fredeligt græsser ved siden af os i en halv times tid. Endnu en gang tæller vi stjernerne - National-parkerne kan prale af at have de mørkeste nætter i hele USA.

Grand Canyon - north rim

Vi bliver enige om at gribe chancen for at gense Grand Canyon – denne gang fra nordsiden. Noget kun 10% at de besøgende oplever – der er 16 miles i fugleflugt mellem de to sider, men omkring fem timers kørsel. Af samme grund er her kun et enkelt hotel og en campingplads – hvor vi igen er heldige at få den sidste plads uden reservation.

Storheden er næsten mere overvældende nu, hvor vi ikke er her sammen med en masse turister. En kort trail fører ud på en spids – Bright Angel Point - med fiskeøjets overblik over kløften. Vi er højere oppe og herfra ser kløften langt mere grøn ud end fra den anden side. Stadig betagende smuk men lidt mindre rå. Atter chokeres vi over manglen på rækværk. Flere gange går vi på en smal sti med afgrund til begge sider... ”Familien Dødsforagt” overhaler os flere gange i rask trav og tager opstilling på de yderste klipper, så faren kan få sit perfekte familiefoto. Vi gyser, mens vi holder hinanden lidt fastere i hånden.
Et voldsomt tordenvejr skyller ind over canyonen om eftermiddagen – efter en time klarer det op og vi nyder endnu en skøn aften omkring bålet. Liva øver sit engelsk, da hun og Asger spiller fodbold med en amerikansk dreng – og soler sig i Asgers beundring over hendes kundskaber:-)

Vi tager afsked med Grand Canyon næste morgen fra et fjernere udsigtspunkt. Hjortene myldrer rundt på vejene, og vi går lige præcis glip af mødet med et par ulve... Igen er vi stort set alene om oplevelsen bortset fra en stakkels fransk familie, der er kørt forkert. De havde booket hotel på sydsiden, men deres GPS havde vist dem til nordsiden...

Bryce Canyon

Bryce Canyon er skabt i gotisk stil længe før mennesket fandt på det. Et naturfænomen hvor de majestætiske ”hoodoos” står som spir og rækker flere hundrede meter mod himlen lysende i orange farver fra næsten hvidt til flammende ild. Det ligner et maleri – virkeligt og uvirkeligt på samme tid, men smukt og ganske ubeskriveligt.


En 3-miles hike fører os ned blandt de imponerende søjler. Ydmygt går man blandt dem i et eventyrligt landskab. Mange bærer de navne, indianerne gav dem i tidernes morgen. Ordet ”hoodoo” betyder en forbandelse, og ifølge indianere er det mennesker, der er blevet forstenede af prærieulven, som straf for dårlig opførsel... Flere navngiver vi selv: ”To bamser, der kysser hinanden”. Også danske mormoner har sat deres præg på parken med f.eks. ”Thors Hammer”. Varmen i bunden af kløften er trykkende og opstigningen hård. Asger spæner op (han er blevet lovet en is på toppen), og vi andre følger pustende efter. Vi er atter heldige og får den sidste plads på en naturcampingplads inde i parken. Masser af plads, lys og luft og så betyder moderne bekvemmeligheder mindre. Bumle er en fantastisk opfindelse.

Trods lejrbål er aftenen kølig, og natten er iskold med temperaturer omkring frysepunktet. Endnu en gang lader vi vækkeuret ringe tidligt og ser solen stå op over Bryce Canyon – outstanding!

The wild west.

Det er ikke nemt at komme på nettet på disse kanter... og mobildækning er ikke-eksisterende. Udnytter lige et hul til en sjov historie:

Utah adskiller sig på flere områder fra andre stater - en af dem er alkoholpolitik. Mormoner styrer staten, og blandt indianere er der store alkoholproblemer - en trist historie, der på mange måder minder om grønlændere i Danmark. Det er stort set umuligt at opdrive en øl, så da vi kører over grænsen til Arizona med kurs mod Grand Canyons nordside, stopper vi på en tankstation for at tanke og købe mælk og øl. Ekspedienten slår beklagende ud med armene - øl søndag formiddag - det må man sandelig ikke købe, heller ikke selv om de bare skal i bagagerummet! Til gengæld vil hun gerne sælge Henrik en pistol for 200$; hun skal bare lige checke med sheriffen først, men det bør ikke være noget problem! Vi takker pænt nej, og spørger, hvor den nærmeste butik ligger. "Der er ikke nogen - You are in the wild west, honey", siger hun med et stort smil.

Buer og bølger

Moab er legebørnenes legeplads – store som små. Brøndsholm – du vil gå helt amok og må opleve det en dag;-)

Vi har base på Archview resort, og med lidt god vilje har vi faktisk udsigt til nogle af de smukke naturskabte buer i Arches National Park. Vi udforsker dem nærmere på en ”dificult hike”, der nu ikke er så svær endda – børnene følger i hvert fald fint med, og vi nyder stilheden fjernt fra den asfalterede sti, hvor turister i kolonner myldrer frem og tilbage. For første gang mærker vi, at vi nærmer os højsæsonen. Som alle andre steder har klipperne navne: Delicate Arch og Landscape Arch – den mest elegante af dem alle, der spænder over 100 meter. Fantastisk, hvad varme, kulde, sne, blæst og en saltholdig undergrund kan skabe.


En af rejsens højdepunkter er en heldags White Water River Rafting-tur på Coloradofloden under kyndig vejledning af endnu en superkompetent guide: Richard ligner Clint Eastwood. Gråsprængt, vejrbidt og med vandets brus i blodet. ”Min kæreste – hun er lige der”, siger han og peger på floden med et glimt i øjet. I stille øjeblikke fortæller han om dengang han tabte sig hjerte til Colorado River, da han ene mand sejlede mellem Grand Canyons kløfter. Om liv der er gået tabt i floden og om alle de klipper med forunderlige navne, vi passerer på vores lange vej ned ad floden. Når vi når til voldsomme strømhvirvler eller små vandfald bliver børnene gennet ud i stavnen, hvor de holder fast i rebene på gummibåden. De skriger højt af fryd og selv Asger, der forsvinder helt i de meterhøje bølger der skyller ind over os, spørger utålmodigt: ”Hvornår bli’r vi våde igen?” De sidste dages kraftige regnskyl har fyldt så meget vand i floden, at vi faktisk forcerer vandfald i kategori 3 ud af 6!
Richard disker op med en lækker frokost på halvvejen, og så går det ellers over stok og sten igen. Liva og Henrik får lov til at prøve kræfter med floden i en gummikajak, mens moderen forsøger at skjule sin bekymring...
Vi tager afsked med Richard efter en herlig dag og er rørende enige om, at det bestemt ikke er sidste gang, vi er på river rafting.


Dagen slutter på kanten af Dead Horse Point, hvor solen går ned mellem Utahs røde bjerge i et farveorgie af rød-orange nuancer.

Hole in the head?

Vi siger farvel til Monument Valley, der skinner rødt i morgensolen. På vej mod Moab kommer vi forbi en enorm klippe med store hvide bogstaver: "Hole in the rock". Vi parkerer for at se, hvad i alverden det er for noget. Det viser sig, at et dansk-amerikansk par for længe siden gravede en 400 kvadratmeter stor bolig ud i klippen på ægte Flintstone-maner. Det tog Albert 20 år at færdiggøre projektet, og desværre døde han allerede i en alder af 53. Vi køber en 12 minutters guidet rundvisning i hulen - MEGET mærkeligt sted.

Endnu mere mærkeligt er, at en anden dansker - Eric - har købt stedet for 9 år siden sammen med sin amerikanske kone. Eric er, for at sige det mildt, noget af en original. Han har lavet et hav af souvenirbutikker og fyldt området med sjove gamle skilte, benzinstandere og mystiske ting. Han kommer farende, da han hører, at vi taler dansk, og inviterer os ind i sin nye Zoo, der officielt åbner i morgen med besøg af prominente erhvervsfolk. Vi behøver kun betale for en grøn spand med mad til dyrene. Det er nemlig en særlig zoo, hvor man må fodre dyrene - ved nogle af burene står der, at dyrene ikke kan tåle et eller andet bestemt, for så får de ondt i maven... Gad vide, hvor mange der får mavekneb på åbningsdagen? Eric har lavet alle burene selv og gennem det sidste år indkøbt en han og en hun af diverse dyr - blandt andet grise, zebraer, kænguruer, bisonokser, strudse og en kamel. Han fortæller stolt, at flere af dyrene bliver dobbelt så store inden for et års tid, og Henrik og jeg kigger lidt bekymret på de små bure. Eric ved ikke noget særligt om dyr, men "vi lærer hele tiden", siger han med et smil på fint dansk med kraftig amerikansk accent.

Det er mulighedernes land - her er plads til Eric, som aldrig ville have fået gennemført sine ideer i Danmark. Vi drager videre i højt humør over et par herlige timer i Erics selskab, og håber virkelig, at han får held med alle sine initiativer.

Et enormt regnskyl lægger Moab øde om aftenen. Vi havde ellers sat næsen op efter et restaurantbesøg, men strømmen gik over hele byen. Godt, at vi har Bumle, der ikke lader sig slå ud af lidt strømsvigt...

Monument Valley

Vejrudsigten søndag lyder på thunderstorm... Vi vågner til sol og sommerskyer omgivet af røde bjerge - hvor heldig har man lov at være?

Monument Valley Navajo Tribal Park er som den eneste af de berømte naturparker 100% ejet af navajo-indianerne og dækker et områd halvanden gang større end Danmark. Vi parkerer Bumle; det er umuligt at køre i en RV på de stejle, upræparerede grusveje opblødt af gårsdagens regn.

Vi booker en 2-timers tur (til en mindre formue) hos en indianer - Gerry - i hans 4-hjulstrækker, og så går det over stok og sten. Vi drages ind i en helt anden verden, hvor de monumentale søjler skyder flere hundrede meter op fra den røde jord. Det er storslået og ligner på en prik alle billederne vi kender fra cowboy- og reklamefilm - vi forventer næsten at se John Wayne på sin hest på jagt efter rødhuder.

Gerry, der til start er reserveret som de fleste andre indianere vi møder, tør hurtigt op og tager os med "backcoynty", hvor blegansigter kun må færdes ledsaget af en indianer. Han fortæller historier om sin familie og mange andre af de indianer, der stadig lever i Navajoreservatet, i telte, uden strøm i pagt med naturen. Omgivet af de smukke søjler, som deres forfædre i tidernes morgen navngav - her er "De tre Søstre". Under en smuk klippeåbning "Solens øje" ser vi 3500 år gamle indianske symboler ridset ind i klippevæggen. Whau! Også børnene er benovede, og vi ærger os lidt over, at vi ikke bare har købt en dagstur...

Lyden af hestehove bryder stilheden - det må være den ultimative måde at opleve dette fantastiske sted på - det må blive næste gang;-)

Det røde land

Vi krydser grænsen mellem Colorado og Utah og siger farvel til marker og westernstemning. Vi er i det røde land, omgivet af rustrøde, kantede bjerge til alle sider. Her er øde, og eneste tegn på liv er utallige små oliepumper, der rytmisk trækker sort guld op af den røde jord.

Det er betagende - igen et råt og helt anderledes landskab end noget vi tidligere har set. Vi laver en afstikker til Nationalparken med det mærkelige navn: Gooseneck National Park. 10 miles senere får vi forklaringen. Et "mini Grand Canyon", hvor den rød-mudrede flod har ætset sig ned mellem bjergene og skabt utrolige ens kløfter med form som gåsehalse. Atter gyser vi mod mødet med afgrunden (uden rækværk) og sender en tanke til Thelma og Louise (filmen), der gjorde en brat ende på deres korte liv netop her.

Vi nærmer os Monument Valley, hvor bjergene rækker deres mærkelige, kantede arme op mod den mørke himmel. Der er uvejr på vej, og et gigantisk regnvejr oversvømmer campingpladsens røde grus.

Vi møder ligesindede danskere i Bumles storebror, som vi drikker et glas vin med om aftenen. Hyggeligt at udveksle rejsetips, mens børnene nyder at lege med andre dansktalende børn.

Mesa Verde National Park

Mesa Verde betyder grønt plateau og er på listen over de 50 "must see" attraktioner i verden. Vores dagstur i parken gav os forklaringen. Små byer gror ud af klipperne, og står stædigt den dag i dag og beretter om livet blandt puebloindianere for over 1000 år siden. Omkring 500 små beboelser er fundet i bjergene. Stedet er godt bevaret og blev først opdaget for godt 100 år siden. Vi tog en guidet tur i Cliff Palace - den største af bebyggelserne - hvor Ranger Kevin levende berettede om livet i Mesa Verde. Børnene var tålmodige undervejs, og spørgelysten var stor bagefter. Vi blev meget klogere alle sammen, og store spørgsmål blev vendt.

I omkring 800 år, har indianere levet i området - pludselig forsvandt de igen, og ingen ved rigtig hvorfor. Mange teorier er i spil - tørke, krige, sygdom - vi vil så gerne finde forklaringen, men som Ranger Kevin til slut konstaterede: måske gad de bare ikke bo der mere...

Dagen sluttede i skærende kontrast til indianernes hårde liv. Vi tilbragte aftenen i campingpladsens udendørs dampende spa og ditto pool. Luften var kold, og for første gang i en måned regnede det. Enormt ressourcespild, men det var godt nok skønt;-)

Skyd dem!

Blot lige en sjov anekdote: Vi står og beundrer en flot udsigt, mens Bumle hviler bremserne efter "bjergkørsel" ad 4-sporet highwayi 3½ kilometers højde. Ved siden af os står en mand fra Texas - selvfølgelig iført cowboyhat - og Henrik kommenterer noget affald, der er smidt ned ad skråningen: "De burde ha' en bøde!" Manden kigger overrasket - en bøde? hvorefter han svarer: "Well, you might aswell shoot them, then we are over and done with them!" Han fortrækker ikke en mine!

Great Sand Dunes National Park

Så er vi atter online og mobilerne er på igen efter nogle dage uden "hook-up" og moderne bekvemmeligheder.

En af de gode ting ved ikke at have rejsens detaljer planlagt på forhånd er naturligvis, at vi har plads til spontane indfald. Tilfældigvis ser vi på et kort, at der er noget der hedder Great Sand Dunes National Park. Guidebogen fortæller intet om det, så vi googler det og bliver enige om, at det må prøves.
Vi tilbagelægger turens hidtil længste dagsstræk på omkring 200 miles i løbet af en eftermiddag. Begrebet ”in the middle of nowhere” giver i den grad mening. Alene på highwayen, sneklædte bjerge i horisonten og absolut intet andet end en form for stepper til begge sider. Af og til får vi selskab af en flok glade køer eller heste med oceaner af plads. En sjælden gang imellem kører vi gennem en by – et motel, et par huse, en saloon og en tank. Vi passerer Colorados grænse og ser de store runde marker med enorme vandingsanlæg - dem vi undrede os over fra flyveren. De sidste 25 miles møder vi ikke en eneste, og vi er noget spændte på, hvor i himlens navn vi lander...
Det er det mest bizarre landskab vi endnu har set. Enorme sandbjerge ligger for foden af de sneklædte bjerge. En fossende å af smeltevand ligger foran sanddyngerne og små krøllede grantræer vokser rundt omkring. Vi slår lejr på endnu en fantastisk naturcampingplads (som faktisk er rigtig godt besøgt). Ingen strøm og vand, men masser af vidde, udsigt og lejrbål. Godt, vi har Bumle og kan klare os under lidt primitive vilkår.
Belæsset med vand og solcreme begynder vi næste morgen at bestige den højeste af sandklitterne – High Dune på 230 meter. Ungerne jubler og løber op og ned ad bakkerne så sandet fyger. Efter lidt tid, går alvoren op for dem... Det er faktisk mere end almindelig hårdt. Sandet brænder under fødderne og selv om vi zig-zagger opad, gisper vi efter vejret. Her er sand til alle sider; vi holder mange vandpauser og føler os som ægte ørkenvandrere.

Toppen må vi vinke til. Børnene kapitulerer – til gengæld foregår turen ned i løb, hop og rul under høje grin. For foden af klitterne er det skønt at dyppe tæerne i det kraftigt strømmende smeltevand – det er iskoldt, men børnene kan ikke nøjes med at soppe.

Vi drager videre kl. 6 næste morgen - en enkelt hjort er oppe og spankulerer stolt rundt om bilen for at sige farvel, og noget der ligner Chip og Chap leger foran bilen. Børnene sover videre i vores seng - ikke helt efter reglerne, men vejene er snorlige, og der er ingen trafik. Det er et godt tidspunkt at køre på, når vi skal langt - dog savner vi en Starbuck som også hr. Larsen er blevet ganske forfalden til...

Santa Fe

USAs næstældste by hedder Santa Fe. Og når noget er gammelt, er der en tydelig stolthed at spore blandt folk - denne gang absolut med rette. Byen er helt igennem smuk. Dens indianske og spanske rødder skinner tydeligt igennem, og alle huse er bygget i samme stil. Bløde lerklinede, rødbrune huse med chilliranker hængende ned fra taget. Alt gløder i et farvespil fra okker til orange, når solen rammer. Kunstnere fra hele verden har slået sig ned her, og på Canyon Road ligger 300 gallerier side om side. Mærkelige og facinerende skulpturer vokser op fra haverne, og malerier i stærke farver pryder vinduerne. Ikke underligt, at inspirationen kommer let til én i dette miljø.

På Plaza – byens torv – sidder indianeren og sælger deres smykker og kunst. I Albuequerques Old Town stod der ofte ”made in China” på de ”indianske” produkter. Her er man ikke i tvivl om originaliteten. Der er tale om gamle håndværk, som stadig er indtægtskilde for mange af pueblo-indianeren i området. Smykkerne er smukke – og dyre, men det går an at prutte om prisen. Liva og jeg kunne bruge dage i byen, og får da også tiltusket os en ekstra formiddag, mens drengene er på værksted med Bumle og en defekt auttopilot, der kun fungerer efter et par knytnæveslag...
Ham, der skulle lave bilen er til frokost, og da Henrik efter en halvanden times tid spørger, hvor lange frokostapauser man egentlig holder på disse kanter, er svaret, at mekanikerne ofte forsvinder i løbet af dagen – der er jo krise og ikke så meget at lave! Selvfølgelig...