søndag den 17. maj 2009

Stor, meget stor, enorm

Der er altså bare noget om det med størrelsesforholdene "over here" (og ja, Peter - bjergene er vildt høje;-) Da vi fik Bumle, syntes vi, at den var et kæmpe stort skrummel. Vi er blevet klogere. RV-campene er fyldt med busser med en bil på slæb og RV'er så store, at de snildt kan rumme en bil. Siderne kan foldes ud, så "stuen" bliver dobbelt så stor, og når familien USA ankommer, læsser de trapper, havemøbler, hunde, blinkende lyskæder, cykler, motorcykler og en kæmpe grill af til stor morskab for os. Til slut træder de selv ud - som regel forholdsvis omfangsrige... Noget især Liva kommenterer meget, men det er også overvældende at se så mange meget store mennesker dagligt. En del af børnene er meget overvægtige, og noget af forklaringen er selvfølgelig, at man får kastet fastfood i nakken til ingen penge. En lille cola er ikke eksisterende og svarer til en stor hjemme. Desuden er der refill ad libitum - også to-go. Portionerne er enorme, og ofte må vi bede om en "doggy-bag".

Supermarkederne er gigantiske. Der er så mange ting på hylderne, at man slet ikke kan vælge. Indkøbsvognene er store, kasserne er store og kassedamerne insisterer på at pakke varerne i poser for én. Derfor kommer man hjem med et hav af poser med to ting i hver. Mælk, juice etc købes naturligvis i gallon (3,8 liter) i stedet for liter.

Vi ser store ting overalt. Togene har mellem 100 og 150 vogne og fire lokomotiver. Vi kørte med et passagertog i tre etager forleden. Afstandene er enorme, vejene brede og parkerings-pladserne er designet til at rumme en "Bumle" og hans storebror. Selv deres egern er store!


Selvfølgelig har de også et enormt meteorkrater på 1,5 km i diameter. For 50.000 år siden slog det ned midt i Arizona. Det er det bedst bevarede krater i verden og et imponerende syn, som også børnene er meget optagede af. Ikke mindst fordi vi aftenen forinden (på en naturcamp med verdens største skraldespande:) har set verdens største stjerneskud og sendt fire ønsker afsted gennem mørket.




Verdens længste svævebane ligger naturligvis også i USA - lidt nord for Albuquerque, og i et fantastisk vejr sejler vi mod toppen i tre kilometers højde. Sol fra en skyfri himmel, ikke en vind rører sig - hvor heldig har man lov at være? Vi vælger en fremkommelig vandrerutre og stor er jubelen, da vi bag nogle klipper finder sne! Asger er på jagt efter fosiler af fisk, som faktisk findes i de højder. Atter imponeres vi over ungerne, der hopper afsted som et par bjerggeder, trods noget ujævnt terræn. Som afslutning på endnu en pragtfuld dag ser vi en paraglider tage springet ud over afgrunden. Børnene klapper og vinker, og han vinker tilbage med imponerende overskud.





Og dagen har atter været fyldt med små sjove samtaler med amerikanere i alle afskygninger, der alle bidrager til, at det også er landet med den største imødekommenhed.






PS Og jeg har fået nyt kamera. Et meget trist farvel til mit gode gamle Canon og goddag til en ny, tro følgesvend - et Canon Rebel XSi. De første billeder er på bloggen i dag.

fredag den 15. maj 2009

On the road

Vi har kørt godt 1000 miles i Bumle, og sjældent har vi oplevet et så skiftende landskab. Fra ørkenen med dage så skoldhede, at der kun er indendørs pool på RV-campene, har vi bevæget os gennem endeløse sletter - knap så golde og med spredt vegetation. Vi befinder os stadig et par tusind kilometer over havet, her er bjerge i horisonten og temperaturen er dalet en smule.

Ofte ligger små klynger af faldefærdige huse langs vejen - skrammeldyngerne udenfor er enorme. Her virker forladt, men alligevel holder der som regel et par biler og en RV foran husene.
Halvforladte byer med lukkede, tilskoddede forretninger vidner om, at krisen har passeret forbi. Vi kører gennem Two Guns - bag dette fantastiske bynavn gemmer sig en tankstation og to huse...

Ved indgangen til New Mexico erstattes træerne af røde bjerge på begge sider af vejen. Råt og smukt. Vi er i indianernes land, hvilket små boder langs vejen vidner om. Tvivlsom kunst og hjemmelavede smykker falbydes til forbipasserende, og enorme reklameskilte gør opmærksom på deres tilstedeværelse mange miles i forvejen.
Vi er på vej til Albuquerque - den største by i New Mexico og overnatter i Gallup. En langstrakt by med resterne af Route 66 som hovedgade. På den ene side af gaden ligger jernbanen og på den anden ligger fastfoodkæderne i række. Downtown består af 20 indianske boder med alt fra moccasiner til armbånd, og herefter følger atter hele rækken af fastfoodkæder. En burger koster 1$...
I byens udkant ligger klynger af huse så ramponerede, at der nærmere er tale om skure. Wig Wams, gamle bilvrag og skrotdynger fortæller historier om en lang og ofte forgæves kamp for rettigheder og accept.
Som en diamentral modsætning ligger store casinoer som øer i det øde landskab - her har mange indianere fundet en vej ud af fattigdommen - fjernt fra stolthed og gamle idealer.

PS Mit kamera er gået i stykker; kan ikke repareres sådan bare lige - derfor ingen billeder i dag. Vi må købe et nyt, og så er det jo altid noget, at vi er i USA.

torsdag den 14. maj 2009

Grand Canyon - og hvor er så den sol?


Selv om det virker som en umulig opgave at beskrive besøget ved Grand Canyons sydside i ord og billeder, vil jeg alligevel gøre et ydmygt forsøg.


Vi smider RV'en på en parkeringsplads ved Informations Centeret, og det første glimt af Grand Canyon ta'r vejret fra os. De rødstribede bjerge knejser så langt øjet rækker, og under os ligger afgrunden. Dragende og skræmmende på samme tid.





Heldige som vi er får vi den sidste plads på RV'campen inde i selve nationalparken. Vi er tidligt på den, smører en madpakke, pakker en masse vand og hopper på en af de gratis shuttle-busser, der kører rundt i området. Meget sympatisk har man forsøgt at begrænse biltrafikken på den mest overrendte del. Det kommer bag på os, hvor stort området er.



Vi følger en vandrerute langs kanten af kløften - med to børn er det for ambitiøst at gå til bunden. For hvert hjørne vi runder ændres udsigten. Af og til får vi et glimt af den irgrønne Coloradoflod under os på sin altædende vej dybere ned i kløften. Over os svæver enorme sorte kondorer - et sjældent syn selv på disse kanter.





Børnene er tydeligt imponerede over udsigten men samtidig bange for de dybe afgrunde, der af en aller anden bizar grund opfordrer nogle mennesker til at stille sig ud på en klippeafsats for at få det helt perfekte foto... Det løber også mig koldt ned ad ryggen, og vi går inderst på stien. I Danmark havde vi gået turen med rækværk i hånden - oplevelsen er stærkere uden, og intentionen er sikkert, at gøre folk mere påpasselige uden noget at klamre sig til.





Tirsdag morgen 04.45 ringer vækkeuret, vi starter Bumle, kører et par miles og sætter os på kanten for at se solen vågne."Og hvor er så den sol henne?" spørger Asger utålmodigt. Kl. 5.34 begynder forestillingen, der er de søvnige øjne værd. Vi er ikke alene, og en næsten andægtig stemning breder sig, da de første stråler rammer bjergene som gyldne pile. Efterhånden som solen får magt lyser bjergvæggene i alle tænkelige røde nuancer. Det er et betagende syn og et af de billeder, der altid vil sidde klistret fast på nethinden.





Vi følger kanten af kløften mod øst, og ved Desert View tager vi afsked med et af naturens vidundere, hvis historie er så lang, at vores besøg kun anes som et lille blink med øjet i den store sammenhæng...










søndag den 10. maj 2009

Route 66 Kølerkildekøbing kalder...

Med et nik til et par truckere sætter jeg for første gang foden på speederen, fumler lidt med automatgearet og triller afsted med Bumle, som vi har døbt RV'en. Forude venter ca 80 miles ligeud af en ubefærdet highway - fuldstændig som man ser det på film - så det er en udfordring, jeg tør tage:-)




En times tid efter svinger jeg stolt ind på Route 66 og parkerer foran Roy's Cafe i Amboy. Byen består af seks huse, et motel og et posthus - hele molevitten købt af én mand for et par år siden. Roy forsøger at få gang i sin cafe, her hvor Route 66 for første gang går sine egne veje på sin lange vej mod Chicargo.


Det viser sig, at være lidt af et detektivarbejde at følge Route 66. GPS-Betina gi'r op og forsøger febrilsk at dirigere os ind på de store veje, men vi er stædige og finder vej ved hjælp af et kort af papir. Den gamle Route 66 er afløst af en stor highway; af og til er de sammenfaldende, men oftest ligger "The Motherroad" øde hen og venter på besøg af bikere og nostalgikere som os med god tid. Det er nemlig ikke just vedligeholdelse af vejen, der er brugt penge på, og Bumle lever op til sit navn - vi råber til hinanden for at overdøve lyden af mortorlarm, vind, klaprende skuffer og klirrende porcelæn...


Første del af ruten går over bjerge og gennem de mest fantastiske golde ørkenlandskaber. Støvet ligger som en rødlig dis, og flere gange hvirvles det op af en flere meter høj tyfon på vej hen over et åbent område, hvor kun kaktusserne vidner om liv. Pludselig dukker en flække op bag en bjergvæg. Oatman er ifølge turistguiden en ægte spøgelsesby, men viser sig at være temmelig overrendt. (Hvor kom alle de mennesker fra?) Husene er ægte nok i bedste westernstil, og det samme er alle æslerne, der trasker rundt i gaderne og gumler gulerødder. Men souvenirbutikker og cowboyshows tar lige en del af charmen væk.


Anderledes forholder det sig da vi kører ind i Arizona ad den længste og bedst bevarede strækning på Route 66. Her dropper vi ind hos Hackberry General Store - et fuldstændig fantastisk sted hvor begrebet "æstetisk forfald" i den grad giver mening. Gamle bilvrag og skønne skilte fra kultrutens storhedstid tegner et billede af, hvordan det var engang. Ejeren har haft biksen i over 20 år, og begyndte allerede dengang at opkøbe inventar fra de nedlagte butikker og dinere. Han fik det smidt i nakken, og nu er det uvurderligt. Man kan købe kaffe hos en mand med hat og skyder i en nedlagt pølsevogn - skyderen bliver brugt på hans morgenture, hvor han skyder alle klapperslangerne!

I Williams tager vi afsked med Route 66 for denne gang, og her finder vi endelig noget, der minder om Kølerkildekøbing (fra Disney-filmen Biler red.) Lynet, Sally og Bumle er deværre ikke hjemme, men alle de gamle neonreklameskilte lyser nattehimlen op og viser os vej tilbage til campen efter en middag på Cafe 66. The Motherroad is still going strong, og de seneste dage har vist, at der måske igen er ved at være en tendens til, at folk- ikke kun turister - godt gider køre en omvej for at holde liv i et par af de små hyggelige byer og lade spøgelsesgaderne genopstå.





PS Der skulle vist nu være lukket op for kommentarer også selv om man ikke er "fast læser". Tak for de søde hilsner og kommentarer til bloggen - dejligt, at I gider følge med:-) Nu tager vi til Grand Canyon et par dage, så bloggen må holde fri...

fredag den 8. maj 2009

Joshua

Når motorvejskøerne stopper og vejene bliver tosporede stiger temperaturen. Vi nærmer os ørkenen - Mojave Desert. Sand og støv hvirvler op langs vejen og røde bjerge tegner svage konturer i en støvet horisont. Blæsten tager til og det samme gør antallet af vindmøller - 1000 stk. er et lavt skud.



Vi er et par hundrede miles fra Los Angeles og føler, vi er kommet til et helt andet land. Her er SÅ varmt, selv om der blæser en kraftig vind. Små langstrakte byer langs highwayen møder os med våbenbutikker, militære vægmalerier, et hav af bilværksteder og barer i westernstil. Enorme Reklameskilte og fastfoodkæder står side om side og små faldefærdige forblæste huse ligger spredt langs vejen. Vi får helt lyst til at banke på et sted for at se, hvem der egentlig vælger at slå sig ned her midt i ørkenen - hvis der overhovedet er tale om et valg...



Her er goldt. Få palmer klarer varmen og kaktusserne står trodsigt stikkende ved deres side. Enkelte joshuatræer vidner om, at vi nærmer os Joshua Tree National Park.



Aftenen er så hed, at tøj tørrer på en halv time. Vinden lægger sig og støvet ligger som en tynd hinde overalt. En tur i poolen på RV-campen føles meget velfortjent.



Kl. 6.30 sætter vi kurs mod Joshua National Park. Det er efter sigende umuligt at opholde sig i ørkenen midt på dagen, så vi nyder en "kølig" morgen og holde morgenmadsstop blandt imponerende bløde klippeformationer og de smukke joshuatræer, der rækker deres stikkende arme ud som et værn mod varmen. De klarer sig med 10 cm vand årligt og er livgivende for en stor del af ørkenens liv.



Ved Keys View står vi helt alene og ser ud over det golde landskab. Øjet rækker til Mexicos grænse 90 miles borte. Omgivet af rå nøgne bjerge, et par pilende firben og lyden af en slanges hvæsen kan vi kun tilslutte os Asgers kommentar: "Det er en herreflot udsigt, mand."

torsdag den 7. maj 2009

Convoy...

Endelig oprinder dagen, hvor vi skal hente vores RV. Børnene glæder sig meget - de er ved at have fået nok af rakkerlivet og ser frem til at få et hus. Det gør vi også - selv om vi kun har pakket det mest nødvendige, tager det tid at pakke frem og tilbage og lede efter et par rene underbukser...

Vi checker ud kl. 8, åbner taget og begiver os ud i LA's rush hour, der får Helsingørmotorvejen i myldretiden til at ligne en hyggelig landevej. 6-7-sporede motorveje krydser og fletter i flere etager. Vi sender endnu en venlig tanke til opfinderen af GPS'en samt til car pool-sporet, der tillader os at køre i "diamond lane", fordi vi er mere end to i bilen.


Tilfreds Claus?


Mustangen bliver afleveret uden flere buler og skrammer end dem, den havde i forvejen. Den slags bekymrer man sig ikke om her, og den holdning kan jeg kun tilslutte mig;-)


Det er et stort øjeblik, da vi får udleveret nøglen til RV'en og tager vores hjem i de næste 40 dage i besiddelse. Ungerne jubler og synger med på "Convoy", da vi med et ordenlig BÅÅÅÅT forlader Cruise America for endnu en gang at prøve kræfter med LA's rush hour. Denne gang i lidt mere adstadigt tempo...


Ved aftentid checker vi ind på vores første RV camp 100 miles øst for LA og får tilsluttet strøm og vand de rigtige steder - håber vi:-) Det tager vist noget tid at lære sådan et skrummel at kende, men Henrik har straks kastet sig over vognens tekniske detaljer - det kommer der såmænd nok et længere blogindlæg om senere...

Let's celebrate...

Så har vi endnu en gang overgivet os og bøjer os i støvet for entertainmentindustinens ubestridte ener: Disneyland. ”Lets Celebrate today” står der med kulørte bogstaver, når man træder ind ad porten, og de holder, hvad de lover. To dage i to parker med forlystelser, der tager pusten fra os. Alt er bare meget mere gennemført, end hvad vi tidligere har oplevet. Forlystelserne er sejere, vildere og turene varer meget længere. Asger tager mod til sig og bliver glad for ruchebanerne (bare de ikke kører i mørke). Liva kan ikke få det vildt nok og når op på fire ture i Screamin’ California – den ultimative ruchebane med loop og acceleration fra 0-90 kmt. på 3 sekunder. Henrik og jeg må også lige have to ture hver. Et fald på 13 etager (i mørke!) i Twilight Zone Tower of Terror, riverrafting, 3D-film og en helt fantastisk flyvetur over Californien, der får Planetariet til at blegne, er blot nogle få andre højdepunkter.

Køsystemerne fungerer – ganske sikkert også om sommeren – men der er ingen tvivl om, at et par hverdage uden for sæsonen er et godt valg. Når man samtidig har købt nogle California-billetter med fastpass-mulighed til de mest populære attraktioner, er man godt hjulpet. Denne gang var det en sød receptionist på vores motel, der havde en kæreste, José, der gerne ville købe nogle billetter for os – af den slags turister normalt ikke har tilgang til... Tak for det – det gjorde lige, at vores tur i Disneyland faktisk blev til at betale, og at det var muligt at nå det hele på to dage. Og i øvrigt er det slet ikke så slemt at stå i kø herovre. Folk snakker med hinanden på kryds og tværs og bliver oprigtig glade, når vi fortæller, at vi er glade for at rejse i deres land. Flere kigger måbende på os, når vi fortæller, hvor vi kommer fra, og den typiske kommentar (hvis de da overhovedet ved, at der er noget, der hedder Danmark) er: ”Whau – isn’t it cold up there?”

Der er musik over det hele. Om det så er i den vildeste ruchebane, banker musikken løs i vognen, så snart man sætter i gang. Det sætter en op i et lidt højere gear, folk er opstemte, glade men tempoet og larmener anstrengende. Disneyparaden runder dagen af. Alle de velkendte dyr og figurer i gigantiske udstyrsstykker. Dansere i fantastiske kostumer og mærkelige køretøjer passerer forbi os. ”Let’s celebrate you – Let’s celebrate today - Let’s have a street party!” runger det fra højttalerne og ungerne er ellevilde. ” De giver ”high five” til Fedtmule og vinker til Mickey og Minnie, der forelskede danser forbi. Med trætte ben og store smil trasker tilbage til motellet, hvor vi fuldender dagene med en tur i den skoldhede udendørs jacuzzi.

tirsdag den 5. maj 2009

I'm a star in LA...



I den smukkeste morgendis forlod vi Santa Barbara. Highway 1 forsvandt delvist i tågen og Stillehavet kunne kun glimtvis skimtes, selv om vejen snoede sig helt tæt ved strandbredden. Vi ramte LA op ad formiddagen og tog et smut forbi Venice Beach. Underholdende sted med mange sjove typer, kørende på alt med hjul, gøgl, underholdning og høj musik. Små boder i massevis med tingeltangel som ungerne kunne købe sig fattige i... Og udendørs fitness, tennis-og squashbaner hvor de unge og smukke kan udstille musklerne.



Los Angeles er enorm. Betina (vores GPS red.) førte os trygt gennem byen - genial opfindelse. Vi cruisede ad Rodeo Drive i vores smarte bil og må medgive, at verden bliver grønnere, når man paserer skiltet med Beverly Hills og træder ind i de rige og smukkes verden. Her er masser af træer, enorme villaer og en stilhed man ikke troede fandtes i denne hektiske by. Lågen til Bel Air Road stod åben, så vi slog lige et smut forbi de kendte, som har muret sig inde blandt 20 meter høje plankeværk i fred for papparazzi'er og turistbusser på jagt efter et glimt af en kendis. Sunset Boulevard førte os videre til stjernerne på Hollywood Boulevard. Et lille område langs den 6-sporede vej, hvor turister går med næsen i jorden for at finde netop deres yndlingsskuespiller blandt plattenslagere, wannabees og loke-alikes, der for en dollar stiller op til fotografering. Et kaotisk sted, som er sjovt at have oplevet og endnu sjovere at forlade igen.

lørdag den 2. maj 2009

It's a small world...




Atter en dag med højt feriehumør i Santa Barbara. Solen smilede om kap med os, så hele familien røg i Stillehavets enorme bølger sammen med pelikaner, en enlig sæl og en flok delfiner:-) Fantastisk.





Santa Barbara er en skøn badeby - mondæn, men samtidig hyggelig. For mange år siden blev skyskrabere forbudt, så alle huse er lave og holdt i spansk byggestil. Jeg nød min morgenløbetur på strandpromenaden under palmerne. Her er en afslappet stemning og endnu en gang blev vi overvældet af amerikanernes nysgerrighed og snakkesalighed. På en gåtur ved havnen stoppede vi op foran en politibil (dem er her i øvrigt RET mange af) og kiggede lidt på den. Politimanden stod ud og spurgte Asger, om han ville prøve at sidde i den. Asger afslog genert, hvorpå politimanden spurgte igen - denne gang på dansk... Han hed Kjeld, var emigreret fra Århus i 1990 og havde slået sig ned her. Vi fik en lang snak, børnene sad i politibilen, Liva blev lagt i håndjern, og vi fik en detaljeret demonstration af alle de våben, han gik rundt med. Det var noget af et våbendepot og meget langt fra det, danske betjente kan fremvise. Kjeld var cool - der var noget "lonely rider" over ham, men man er jo også altid alene på job som amerikansk strisser.



En halv times tid senere gik vi en tur på hovedgaden. Jeg havde på lang afstand spottet en hip forretning - Peace Store - som solgte fede T-shirts med fredstegn i bedste hippie-stil. Henrik ville have sig en bandana (ja, og han har skam også købt klipklapper:-) og vi faldt i snak med en sprudlende amerikansk ekspedient. Da vi fortalte, at vi var fra Danmark, brød hun ud i høje hvin og ilede mod telefonen. Hun ville ringe til sin kæreste, der var dansker - han hed Kjeld og var politimand i byen:-) Verden er lille, og det viste sig oven i købet, at Fatima, som hun hed, var svensker opvokset i Höör kun 80 km fra vores svenske torp. Hun var journalist men flyttede hertil for 20 år siden. Havde haft et par forretninger, lavede smykker og nød livet i Californien. Fatima havde ikke fortrudt sig valg, for "hvorfor bo i et land med sure mennesker, når man kan bo her, hvor næsten alle er positive og smilende?" Liva fik et flot smykke foræret og lovede til gengæld at knytte et armbånd til hende magen til det Henrik har. De udvekslede emailadresser, og Liva var stolt. En god times tid efter forlod vi forretningen berigede af endnu et møde med en fremmed, der slet ikke var så fremmed endda.

fredag den 1. maj 2009

Velkommen to Solvang

Santa Barbara er Californiens svar på Rivieraen og det forstår vi godt. Skønne sandstrande, palmetræer og det funklende Stillehav, der faktisk er ret stille pt. Farlige understrømme tæt på kysten gør dog, at man skal passe på, når man bader. Ungerne har været i et par gange, mens de ældre "kyllinger" kun har soppet. Selv om solen skinner er vinden kølig, og det er tydeligt, at badesæsonen endnu ikke er skudt igang. Pelikanerne leger ved strandbredden på evig jagt efter fisk. Det er godt nok nogle sjove fugle! De flyver en 10-15 meter over havet og ta'r så et lodret styrtdyk i bedste F16-stil. Vældig skægt at se på. Vi nyder et par stille dage ved vandet og kører lidt op og ned ad hovedgaden i vores seje bil og spiller smarte.


På vej hertil lagde vi vejen forbi Solvang - spild af tid, måske, men en oplevelse at se, hvordan danskere har indrettet sig overe here. Et orgie i falske bindingsværk, plasticstorke, møller i massevis og gamle skilte med "Hjem kære hjem" og "Arnes Æbleskiver". Små forretninger på "Atterdag-road" med grimme ting, som man knap anede fandtes. Smagløshed når den er værst, men alligevel et interessant stykke danmarkshistorie, der leder tankerne hen på andre folkeslags trang til ghettodannelse i udlandet. Vi ku' ikke lade være med at grine af det hele, men måtte samtidig endnu en gang tage hatten af for den amerikanske imødekommenhed, vi blev mødt af. Og stor var jublen hos folk i byen, da vi fortalte, hvor vi kom fra og vidste, hvad en frikadell var;-)

torsdag den 30. april 2009

Uuuuaaaaaah - hvor er er her flot:-)

Det siges, at Highway 1 skal opleves på en Harley eller fra en convertible... Vi kan ikke være mere enige. Henrik og jeg mindes ikke, at vi før har oplevet en så storslået kyststrækning, og når man så får duftene, lydene og vinden med, kan det vist bare ikke blive bedre. Vi skrålede med på "Hotel California", afbrudt af nogle "uuuaaaah-lyde" fra Asger, når han så noget rigtig flot. 100 miles tilbagelagde vi i dag, og det tog sådan cirka hele dagen. Ikke fordi der var trafik - vi havde ofte vejen for os selv - men vi måtte hele tiden ud og nyde udsigten; her er ubeskrivelig flot. Ørnene svævede over os, og søelefanterne lå prustende på strandbredden. Stillehavets utallige farver glimtende mellem de rå klipper på den ene side af vejen og bløde bakker med vilde blomster tronede på den anden. Imellem snoede Higway 1 sig med dens bratte sving med svimlende kig ud over afgrunden.
Det var meningen, at vi ville have sluttet dagen af med et besøg på Hearst Castle, men med billederne på nethinden af det naturen selv er i stand til at skabe , virkede det egentlig som lidt af et antiklimaks at betale en formue for at se en excentrisk mands skaberværk. Måske i morgen...

Rigdom så vi masser af på 17-Mile Drive ruten, som vi kørte ad forleden. Et lukket område for de meget rige, hvor man for 10$ kan få lov til at snuse lidt til livet i rigdom og luksus: Berømte golfbaner som Pebble Beach, hvor en runde koster den nette sum af 2000 kr. Enorme villaer med udsigt over havet, omkranset af jernporte og skilte med "no trespassing". Til salg-skiltene foran mange af husene talte deres eget sprog - selv fire bemandede indgangsporte til området har ikke formået at holde krisen ude - den er ved at æde sig ind på selve den amerikanske drøm.


tirsdag den 28. april 2009

En mand og hans Mustang...

Mustangen skal hentes, og jeg er spændt til bristepunktet. Det er en gammel drengedrøm der skal til at gå i opfyldelse, altså det at kører en Ford Mustang!!!!!! De fleste mennesker der kender til biler ved, at Mustangen ikke er berømt for fantastisk teknik, elektronik, styre- eller bremseevne, men at motoren er bilens et og alt. Det er med andre ord ikke den mest fornuftige bil at eje eller leje, men jeg må altså bare prøve. Da jeg skal hente bilen er den der ikke.......og jeg er tvunget til at køre en Chrysler Seebring Capriolet til lufthavnen for at bytte til vores Mustang. Dorthe, Liva og Asger er med, taget er nede, musikken spiller for fulde drøn og solen skinner fra en skyfri himmel. Efter lidt besvær med forsikringer på bilen, får jeg/vi nøglerne. Mustangen får fulde omdrejninger, og vi forlader udlejningsselskabet med et vildt hjulspin. Ungerne (specielt Asger) hyler af fryd, og lyden af V8- motoren overdøver alt og alle.

Highway 1

Vi forlod San Francisco ad Golden Gate Bridge med håret flagrende i vinden (nå ja, for nogles vedkommende:) i vores smarte bil. Her er lidt koldt, selv om solen skinner, men det er vist meget normalt for området. Taget kom op alligevel. Vi kørte retur og betragtede broen og San Franciscos silhuet fra den anden side, og drejede herefter opad mod Twin Peeks. Damn good cup of coffee... nej, men et meget smukt vue over byen.

Vi kørte ind på Highway 1 til tonerne af "California Dreamin'. Stillehavet blinkede på højre side og hele familien skrålede med. Det bliver en fantastisk uge.

En afstikker førte os ad meget snoede bjergveje mod en naturpark for redwoodtræer. Sjældent har vi følt os så små... Omgivet af kæmpetræer på 100 m gik vi ad smukke stier og betragtede skovens kæmper, der har stået der længe før nogen vidste, at der var noget, der hed Amerika.
The Father of the Forrest er 2000 år gammelt og lever i bedste velgående. Det sætter lige tiden i et lidt andet perspektiv.
Vi overnattede på et motel i Santa Cruz - i følge guidebogen kendt som flippernes by, og det var skam sandt. Gamle hippier samlet om en guitar på hovedgaden mens unge ditto sad og hyggede i hashtågerne - hang loose, man - det var som at se en svunden tid genopstået.

mandag den 27. april 2009

If you're going to San Fransisco...

Så er hele familien solgt til stanglakrids - vi har overgivet os fuldstændigt til San Fransiscos stejle gader, farverige befolkning og imødekommende afmosfære. En skøn blanding af globalitet og hygge...

Vi checkede ind på Sir Francis Drake Hotel, (lyder lige så fint som det er), men vi fik et 4-personers værelse for under en tredjedel af prisen, fordi vi bestilte i sidste øjeblik. Foran hotellet bliver vi budt goddag af en udklædt adelsmand fra en svunden tid, og hotellets lobby ligner glassalen på et gammelt slot. Børnene synes her er vildt sejt:-)



Efter lidt osen rundt omkring Union Square, hvor vi bor, sprang vi på en Cable Car. De sætter i høj grad kulør på byen, ramler og skramler op og ned ad de utrolig stejle gader med folk hængende udenpå. Den var ALDRIG gået i Danmark! Undervejs er der nogle fantastiske glimt gennem gaderne, hvor Golden Gate Bridge troner i det fjerne.
Fishermans Wharf blev travet tyndt - en gang gøgl og gejl men top charmerende. Af og til skinner noget af områdets originalitet igennem turismens kløer - f.eks. når man nyder en "crab chowder", som falbydes fra alle de små boder langs kajen og spises stående eller gående...(se foto) Eller når man betragter bjerget af søløver, der har okkuperet en stor mole på havnen. Her ligger de i solen og grynter, møver, maser og slås om pladsen. Et vældig underholdende scenarie.

Ude i bugten ligger Alcatraz i ensom majestæt på sin klippeø. Vi sejlede derud og vandrede op ad de stejle stier mod fængslets afskallede mure. Mærkede blodet fryse til is i årerne, når vi kiggede ind i de små celler, som stadig bar præg af, at de engang var beboet. "The hole" gjorde især stort indtryk - et lille rum hvor hverken lyde eller lyse kan lede tankerne hen på verden udenom. Liva og Asger var meget interesserede og spørgelystne, men det er svært helt at sætte sig ind i, hvor forfærdelig en straf et ophold på adressen har været. Fra fængslets gård (hvor man havde ret til at være to gange halvanden time i weekenden), var der den smukkeste udsigt over havet og omridset af San Fransisco - så tæt på, men alligevel så langt væk, at kun drømmene kunne nå derover. En stor oplevelse ikke mindst på grund af fraværet af enhver form for amerikansk poppet underholdning (man kunne ikke en gang købe en Cola) - det var i høj grad en seværdighed med respekt for sagens alvor.

Om nogle timer checker vi ud efter nogle fantastiske dage i San Fransisco. Vores Ford Mustang Convertible står og venter, og Henrik glæder sig som et lille barn. Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Helt let at skaffe var den ikke, men når man ikke tager et nej for et nej og kan affinde sig med, at bilen er blå i stedet for rød, kan alt lade sig gøre her i mulighedernes land. Og jeg må indrømme, at den er total cool:)

Highway 1, here we come - jeg tror vi sætter nogle blomster i håret på vej ud af byen...

lørdag den 25. april 2009

I love NY

Så har vi taget afsked med NY efter nogle dejlige dage. Liva har efterhånden nået en alder, hvor hun er til storbyferier. Juhuu;-) Hun elsker at se på butikker og kunne købe sig fattig i ting, der står I love New York på. Asger har beundret de meget høje huse, men lægger ellers mest mærke til ting i "Asger-højde". Vi har ikke tal på alle de 1 cent mønter, han har fundet, og jubelen er lige stor, hver gang han finder en ny skat. Men - det er en stor by for en lille mand, selv om han er godt gående. Ret forståeligt, for her er ufattelig meget larm. Alt larmer. De enorme biler, Subwayen under jorden, Yellow Cabs i tusindvis, mærkelige maskiner og folks råben til hinanden.

Alle har travlt - tilsyneladende, men samtidig har vi sjældent mødt så megen venlighed på så kort tid. Lige så snart vi stopper op og kigger på et kort (eller blot ligner nogle turister!) kommer der én springende for at hjælpe. En uge kvinde fik afværget, at vi fejlagtigt var ved at tage Subwayen uptown i stedet for downtown blot ved at lytte til vores snak på dansk. Lidt undskyldende over at trænge sig på brød hun ind og fik ført os på rette vej med et smil og et "have a nice day" - imponerende:-)

Vi har set en forsvindende lille brøkdel af NY, men har alligevel snuset til flere kvarterer. Soho, Chinatown, Times Square, Ground Zero, Central Park, de dyre gader omkring 5th Avenue og Greenwich Village. Sidstnævnte er et fedt kvarter som jeg (også) gerne vil tilbage til. Tilbagelænet, sjove typer og lidt outrerede butikker - NY på en helt anden måde. Jeg er ikke blevet skuffet over byen, jeg sådan havde glædet mig til at opleve - snarere overvældet over dens puls, størrelse, venlighed og intensitet.


torsdag den 23. april 2009

Empire State Building

Nogen gange har man lov at være heldig. Det var vi i dag. Solen skinnede og vi var glade for, at vi havde satset på opklaring og udskudt besøget i ESB. Vi havde købt billetter på forhånd og det skulle vise sig at være en rigtig god ide... Vi kom tidligt; der var lidt kø foran indgangen, men vi blev ret hurtigt lukket ind for at stille op i en ny noget længere kø. Det var naturligvis til et sikkerhedscheck, som var mindst lige så grundigt som i lufthavnen. Billetkøen - som var meget lang - slap vi for, og blev til gengæld gennet over i en ny kø, der førte til salg af oversigtskort og hørebøffer, fotosession, billetkontrol og en ny kø til elevatoren. Endelig oppe - troede vi - men elevatoren kørte kun til 80. etage, så vi måtte lige ind i en endnu længere kø til elevatoren, der kørte til 86. etage... Det tog et par timer at nå så langt, og det var noget af en prøvelse for en lidt utålmodig 6-årig. Havde det været turistsæson og højsommer var der gået det meste af en dag!

Det var et imponerende syn. På en klar dag kan man se 125 km væk, og man får virkelig et indtryk af, hvor enorm byen er. Børnene bemærkede straks alle de gule klatter (taxaer), der fylder det meste af gadebilledet. Sjovt var det også at se ned på alle tagterrasserne med træer og blomster. Frihedsgudinden tronede i det fjerne langt klarere end i går, hvor vi så hende på afstand gennem regn og dis. Selv de højeste huse synes små fra næsten 400 meters højde. Det var tiden og pengene værd men bestemt ikke en særlig børnevenlig attraktion hvad ventetid angår.
Der er i øvrigt 3,5 millioner besøgende om året; hver person lægger min. 20$, så prøv lige at regne den ud...

Central Park

For 3. morgen i træk slog jeg øjnene op kl. 5.15... Vendte og drejede mig og trak så i løbetøjet - kurs mod Central Park et par gader væk. Jeg var ikke den eneste; det vrimlede med liv på morgenkvisten. Løbere i hobetal - alle aldre, størrelser og typer. Cyklister på checkede racere, højlydt snakkende i mobil eller med hinanden. Rulleskøjteløbere og jakkeklædte forretningsmænd med to-go-kaffe i hånden.


Solen skinnede gennem de spæde lysegrønne blade og reflekterede lyset i glasfacaderne på skyskraberne, der omkranser parken. Jeg løb mine 9 km i takt med alle de andre på denne fantastiske morgen - det var stort!


Vi besøgte parken i går eftermiddags og nød stilheden midt i den utrolig larmende by. Ungerne piskede rundt, besteg "bjerge" og beundrede magnoliatræerne i fuldt flor. Vi fandt HC Andersen og den grimme ælling og sendte John Lennon en venlig tanke ved Strawberry Fields. Storbyen synes fjern, selv om den hele tiden anes mellem træerne - det er et åndehul som har sit helt eget liv.

tirsdag den 21. april 2009

Hvor er skyskraberne?

Så er vi her efter en noget "bumby" flyvetur. Et gigantisk uvejr over NY sendte mange fly videre til landing i Boston - heldigvis ikke os, så vi fik set byen fra en taxi mens lyn og regn væltede ned over os. Over alt stod vandet centimeter højt på gaderne, så det var noget af en velkomst....

Vi vågnede tidligt - meget tidligt - og indtog et ægte amerikansk morgenmåltid på en diner. Asgers øjne blev lige så store som det bjerg af enorme pandekager, der blev serveret for os. "More coffee hon'?"lød det, når vi havde tømt et kvart krus kaffe, så der er vist bare noget om det med de store portioner...

Tågen lå som en fed dis over Manhattan, skyskraberne forsvandt i himlen og levede helt bogstaveligt op til deres navn. Et imponerende syn.


Midtown blev travet tyndt, og dagens højdepunkt - for 50% af familien - var et besøg i verdens største legetøjsbutik samt uddeling af gratis is hos Ben and Jerry i Rockefeller bygningen... Køen var vældig lang, men en af de mange vagter, der havde fået til opgave at holde styr på køen, forsikrede os om, at det kun tog 10 minutter. Til gengæld var det byens bedste is, og det måtte vi give ham ret i.
Det vrimler i øvrigt med vagter og servicepersonale - Manhattan er efter sigende det sikreste sted i hele USA. Det er ikke altid til at sige, hvad deres arbejde består i, men holdt øje - det bli'r der!
Vi sidder og hviler benene på 10. etage, mens solen så småt begynder at titte frem - humøret er højt, og vi glæder os til alt det, vi skal opleve:-)









tirsdag den 14. april 2009

6 dage tilbage...

Nedtællingen er begyndt og rejsefeberen har så småt meldt sig. Om en uge sidder vi i New York - hotellet er booket, flyene bestilt og hele familien har, efter en LANG række spørgsmål og formularer, fået indrejsetilladelse til det forjættede land. Vi kunne ånde lettet op, eftersom vi hverken er narkomaner, smitter, har deltaget i folkemord eller planlægger at lave forbrydelser eller bortføre børn i løbet af ferien:-)