Grand Canyon - og hvor er så den sol?

Selv om det virker som en umulig opgave at beskrive besøget ved Grand Canyons sydside i ord og billeder, vil jeg alligevel gøre et ydmygt forsøg.

Vi smider RV'en på en parkeringsplads ved Informations Centeret, og det første glimt af Grand Canyon ta'r vejret fra os. De rødstribede bjerge knejser så langt øjet rækker, og under os ligger afgrunden. Dragende og skræmmende på samme tid.

Heldige som vi er får vi den sidste plads på RV'campen inde i selve nationalparken. Vi er tidligt på den, smører en madpakke, pakker en masse vand og hopper på en af de gratis shuttle-busser, der kører rundt i området. Meget sympatisk har man forsøgt at begrænse biltrafikken på den mest overrendte del. Det kommer bag på os, hvor stort området er.

Vi følger en vandrerute langs kanten af kløften - med to børn er det for ambitiøst at gå til bunden. For hvert hjørne vi runder ændres udsigten. Af og til får vi et glimt af den irgrønne Coloradoflod under os på sin altædende vej dybere ned i kløften. Over os svæver enorme sorte kondorer - et sjældent syn selv på disse kanter.

Børnene er tydeligt imponerede over udsigten men samtidig bange for de dybe afgrunde, der af en aller anden bizar grund opfordrer nogle mennesker til at stille sig ud på en klippeafsats for at få det helt perfekte foto... Det løber også mig koldt ned ad ryggen, og vi går inderst på stien. I Danmark havde vi gået turen med rækværk i hånden - oplevelsen er stærkere uden, og intentionen er sikkert, at gøre folk mere påpasselige uden noget at klamre sig til.

Tirsdag morgen 04.45 ringer vækkeuret, vi starter Bumle, kører et par miles og sætter os på kanten for at se solen vågne."Og hvor er så den sol henne?" spørger Asger utålmodigt. Kl. 5.34 begynder forestillingen, der er de søvnige øjne værd. Vi er ikke alene, og en næsten andægtig stemning breder sig, da de første stråler rammer bjergene som gyldne pile. Efterhånden som solen får magt lyser bjergvæggene i alle tænkelige røde nuancer. Det er et betagende syn og et af de billeder, der altid vil sidde klistret fast på nethinden.

Vi følger kanten af kløften mod øst, og ved Desert View tager vi afsked med et af naturens vidundere, hvis historie er så lang, at vores besøg kun anes som et lille blink med øjet i den store sammenhæng...