Route 66 Kølerkildekøbing kalder...

Med et nik til et par truckere sætter jeg for første gang foden på speederen, fumler lidt med automatgearet og triller afsted med Bumle, som vi har døbt RV'en. Forude venter ca 80 miles ligeud af en ubefærdet highway - fuldstændig som man ser det på film - så det er en udfordring, jeg tør tage:-)




En times tid efter svinger jeg stolt ind på Route 66 og parkerer foran Roy's Cafe i Amboy. Byen består af seks huse, et motel og et posthus - hele molevitten købt af én mand for et par år siden. Roy forsøger at få gang i sin cafe, her hvor Route 66 for første gang går sine egne veje på sin lange vej mod Chicargo.


Det viser sig, at være lidt af et detektivarbejde at følge Route 66. GPS-Betina gi'r op og forsøger febrilsk at dirigere os ind på de store veje, men vi er stædige og finder vej ved hjælp af et kort af papir. Den gamle Route 66 er afløst af en stor highway; af og til er de sammenfaldende, men oftest ligger "The Motherroad" øde hen og venter på besøg af bikere og nostalgikere som os med god tid. Det er nemlig ikke just vedligeholdelse af vejen, der er brugt penge på, og Bumle lever op til sit navn - vi råber til hinanden for at overdøve lyden af mortorlarm, vind, klaprende skuffer og klirrende porcelæn...


Første del af ruten går over bjerge og gennem de mest fantastiske golde ørkenlandskaber. Støvet ligger som en rødlig dis, og flere gange hvirvles det op af en flere meter høj tyfon på vej hen over et åbent område, hvor kun kaktusserne vidner om liv. Pludselig dukker en flække op bag en bjergvæg. Oatman er ifølge turistguiden en ægte spøgelsesby, men viser sig at være temmelig overrendt. (Hvor kom alle de mennesker fra?) Husene er ægte nok i bedste westernstil, og det samme er alle æslerne, der trasker rundt i gaderne og gumler gulerødder. Men souvenirbutikker og cowboyshows tar lige en del af charmen væk.


Anderledes forholder det sig da vi kører ind i Arizona ad den længste og bedst bevarede strækning på Route 66. Her dropper vi ind hos Hackberry General Store - et fuldstændig fantastisk sted hvor begrebet "æstetisk forfald" i den grad giver mening. Gamle bilvrag og skønne skilte fra kultrutens storhedstid tegner et billede af, hvordan det var engang. Ejeren har haft biksen i over 20 år, og begyndte allerede dengang at opkøbe inventar fra de nedlagte butikker og dinere. Han fik det smidt i nakken, og nu er det uvurderligt. Man kan købe kaffe hos en mand med hat og skyder i en nedlagt pølsevogn - skyderen bliver brugt på hans morgenture, hvor han skyder alle klapperslangerne!

I Williams tager vi afsked med Route 66 for denne gang, og her finder vi endelig noget, der minder om Kølerkildekøbing (fra Disney-filmen Biler red.) Lynet, Sally og Bumle er deværre ikke hjemme, men alle de gamle neonreklameskilte lyser nattehimlen op og viser os vej tilbage til campen efter en middag på Cafe 66. The Motherroad is still going strong, og de seneste dage har vist, at der måske igen er ved at være en tendens til, at folk- ikke kun turister - godt gider køre en omvej for at holde liv i et par af de små hyggelige byer og lade spøgelsesgaderne genopstå.





PS Der skulle vist nu være lukket op for kommentarer også selv om man ikke er "fast læser". Tak for de søde hilsner og kommentarer til bloggen - dejligt, at I gider følge med:-) Nu tager vi til Grand Canyon et par dage, så bloggen må holde fri...