søndag den 24. maj 2009

Det røde land

Vi krydser grænsen mellem Colorado og Utah og siger farvel til marker og westernstemning. Vi er i det røde land, omgivet af rustrøde, kantede bjerge til alle sider. Her er øde, og eneste tegn på liv er utallige små oliepumper, der rytmisk trækker sort guld op af den røde jord.
Det er betagende - igen et råt og helt anderledes landskab end noget vi tidligere har set. Vi laver en afstikker til Nationalparken med det mærkelige navn: Gooseneck National Park. 10 miles senere får vi forklaringen. Et "mini Grand Canyon", hvor den rød-mudrede flod har ætset sig ned mellem bjergene og skabt utrolige ens kløfter med form som gåsehalse. Atter gyser vi mod mødet med afgrunden (uden rækværk) og sender en tanke til Thelma og Louise (filmen), der gjorde en brat ende på deres korte liv netop her.
Vi nærmer os Monument Valley, hvor bjergene rækker deres mærkelige, kantede arme op mod den mørke himmel. Der er uvejr på vej, og et gigantisk regnvejr oversvømmer campingpladsens røde grus.
Vi møder ligesindede danskere i Bumles storebror, som vi drikker et glas vin med om aftenen. Hyggeligt at udveksle rejsetips, mens børnene nyder at lege med andre dansktalende børn.

1 kommentar:

  1. Hej Dorthe, dejligt med et par nye indlæg - og godt med et par stednavne så jeg kan følge med på Google Maps. Ser ud til I er tæt på Las Vegas nu!!
    Mkh
    Claus
    PS hvis du ikke har Robert´s blog add er den her!!
    robertroro.blogspot.com

    SvarSlet