Great Sand Dunes National Park

Så er vi atter online og mobilerne er på igen efter nogle dage uden "hook-up" og moderne bekvemmeligheder.

En af de gode ting ved ikke at have rejsens detaljer planlagt på forhånd er naturligvis, at vi har plads til spontane indfald. Tilfældigvis ser vi på et kort, at der er noget der hedder Great Sand Dunes National Park. Guidebogen fortæller intet om det, så vi googler det og bliver enige om, at det må prøves.
Vi tilbagelægger turens hidtil længste dagsstræk på omkring 200 miles i løbet af en eftermiddag. Begrebet ”in the middle of nowhere” giver i den grad mening. Alene på highwayen, sneklædte bjerge i horisonten og absolut intet andet end en form for stepper til begge sider. Af og til får vi selskab af en flok glade køer eller heste med oceaner af plads. En sjælden gang imellem kører vi gennem en by – et motel, et par huse, en saloon og en tank. Vi passerer Colorados grænse og ser de store runde marker med enorme vandingsanlæg - dem vi undrede os over fra flyveren. De sidste 25 miles møder vi ikke en eneste, og vi er noget spændte på, hvor i himlens navn vi lander...
Det er det mest bizarre landskab vi endnu har set. Enorme sandbjerge ligger for foden af de sneklædte bjerge. En fossende å af smeltevand ligger foran sanddyngerne og små krøllede grantræer vokser rundt omkring. Vi slår lejr på endnu en fantastisk naturcampingplads (som faktisk er rigtig godt besøgt). Ingen strøm og vand, men masser af vidde, udsigt og lejrbål. Godt, vi har Bumle og kan klare os under lidt primitive vilkår.
Belæsset med vand og solcreme begynder vi næste morgen at bestige den højeste af sandklitterne – High Dune på 230 meter. Ungerne jubler og løber op og ned ad bakkerne så sandet fyger. Efter lidt tid, går alvoren op for dem... Det er faktisk mere end almindelig hårdt. Sandet brænder under fødderne og selv om vi zig-zagger opad, gisper vi efter vejret. Her er sand til alle sider; vi holder mange vandpauser og føler os som ægte ørkenvandrere.

Toppen må vi vinke til. Børnene kapitulerer – til gengæld foregår turen ned i løb, hop og rul under høje grin. For foden af klitterne er det skønt at dyppe tæerne i det kraftigt strømmende smeltevand – det er iskoldt, men børnene kan ikke nøjes med at soppe.

Vi drager videre kl. 6 næste morgen - en enkelt hjort er oppe og spankulerer stolt rundt om bilen for at sige farvel, og noget der ligner Chip og Chap leger foran bilen. Børnene sover videre i vores seng - ikke helt efter reglerne, men vejene er snorlige, og der er ingen trafik. Det er et godt tidspunkt at køre på, når vi skal langt - dog savner vi en Starbuck som også hr. Larsen er blevet ganske forfalden til...